Engang kørte jeg gennem en lang amerikansk nat med en gråhund-bus fra Phoenix i Arizona til Memphis i Tennessee. Der er forbud mod alkohol i den slags busser.
Ikke desto mindre stod en herre med et ansigt så rødmosset, at det næsten kun kunne skyldes alkohol på et sted ’in the middle of nowhere’. Chaufføren var straks opmærksom og sagde, at han ville holde øje med fyren og indholdet af hans plastikpose gennem hele turen.
LÆS OGSÅ Bruce-fan: Det er den største koncert på Orange nogensinde
Tidligt om morgenen ankom vi til busstationen i Memphis. Chaufføren havde gennem hele natten holdt sig vågen med en konversation med en passager fra vist Sverige. Da den rødmossede herre stod af, tog han en beskeden hævn og sagde til manden bag rattet:
»Jeg hørte, I talte meget. Men jeg hørte ikke, at I sagde et eneste ord om Jesus!«
Musikken – ikke manden
Jesus er som bekendt et stort navn i de amerikanske sydstater. Så beskeden var et klart piskesvirp. Et af den slags verbale slag, der skærer igennem al nonsens, man virkelig godt kunne have ønsket sig forud for Bruce Springsteens mildt sagt meget omtalte koncert på Orange Scene.
Forud for koncerten har alverdens intellektuelle lagt hovedet på bloggen og stablet ord på ord om, hvorfor Bruce Springsteen er så stor. Hvorfor han får midaldrende mænd til at gå amok på deres luftguitar, hvorfor han nærmest ene mand er en større religion end islam og kristendom til sammen og et par andre detaljer.
FOTO
Vi har hørt mange ord om, hvorfor Bruce Springsteen er det rigtige eller det mest latterlige hovednavn på Roskilde nogensinde, men vi har egentlig ikke hørt hulens mange ord om musikken, manden spiller!
E Street Bands unikke sammenhold
Så lad os dvæle lidt ved den og de 25 numre, vi fik lørdag nat i Roskilde.
Med start i en nærmest legesyg ’No Surrender’ mindede hovedpersonen og ikke mindst den usvigeligt, urokkelige bankfunktionærlignede, men for vildt rockende trommeslager Max Weinberg om, at det trods alt kun handler om rock and roll. Men hvilken version af rock’n’roll?
Allerede i det første nummer flettede guitarerne fra (Little) Steven van Zandt, Nils Lofgren og Bruce Springsteen sig ind i hinanden på den måde, der faktisk er helt unik for E Street Band.
Med Springsteen liggende lidt over de to andre udgør treenigheden af guitarer noget helt specielt i rockens verden. Så arketypisk, at mange mener, at Springsteen, er den sidste virkelige rockstjerne, men også så specielt og særegent, at ingen kan efterligne det.
Hvilket sådan set gælder hele den tre det timer lange sæt uden afbrydelser. For det kan vel være, at The E Street Band, der har fulgt Springsteen gennem tykt og tyndt gennem stort set hele karrieren, er det mest fundamentale, man kan finde i rockverdenen.
’Big Man’ må fryde sig i himlen
Men hold da op, hvor bliver der spillet igennem og varieret i hver eneste nummer af et band, der var både på toppen og arbejdslystent på Orange Scene. Det er tragisk, at saxofonisten Clarence ’Big Man’ Clemons, og keyboardvirtuosen Danny Federici er døde.
Men med fare for at lyde kynisk har det også givet Springsteen en chance for at udvide lydbilledet med blæs, sort kor og en langt mere besjælet, soulfyldt lyd og atmosfære end nogensinde.
Nevøen Jake Clemmence har overtaget saxofonen og gør det med charme og fint spil så fint, at onklen må fryde sig oppe i en eventuel himmel.
Dannede storslået afslutning på rockens epoke
Så nytter det vist ikke at tale uden om så hulens meget længere: Koncerten med Bruce Springsteen og ikke mindst E Street Band vil gå over i historien, altså hverken verdenshistorien eller danmarkshistorien (vi er jo ikke hysteriske her).
Mange mente i minutterne efter sidste sang, den swingende og feststemte udgave af ’Twist and Shout’, at der var tale om den bedste koncert i Roskilde nogensinde.
Det må andre - for eksempel dem, der har overværet samtlige koncerter i festivalens historie - afgøre. Lad os bare konstatere, at koncerten på en logisk måde dannede afslutningen på rockens epoke i Roskilde.
Alt gik op i en højere enhed
I fremtiden vil det både være fair, fornuftigt og forretningsmæssigt rigtigt af festivalen at satse på tidens musikalske moder, hvad enten de går i retning af hip hop, elektronisk musik, pop eller noget helt syvende, vi endnu ikke kender til.
Men lad os nyde og mindes denne lørdag aften, hvor alt efter en tålmodig optakt gik op i en højere enhed.
LUFTFOTO
’Badlands’ og ’Two Hearts’ fulgte op i starten, inden dette års album fandt vej til sætlisten med ’We Take Care Of Our Own’ og det betagende titelnummer ’Wrecking Ball’.
Fra da af løftede koncerten sig sådan set bare igen og igen med en gospelpræget ’My City In Ruins’, en formidabel ’Spirit In The Night’ til ’E Street Shuffle’ med funky gæsteoptræden af medlemmer af The Roots. Og så var vi faktisk ikke engang begyndt endnu!
Genfødt som rockstjerne med stort r
Efter den mageløst fine ’Jack Of All Trades’, pumpede ’Trapped’ sig op til aftenens første hæjdepunkt, fulgt af snerrende kærlighedserklæring til tosomheden i ’Because The Night’, ’Working On The Highway’, den forrygende ’Shackled And Drawn’, der med sine på engang grandiøse og kuldslåede påmindelser om Johnny Cash bragte i erindring, at de nye, violinbaserede numre er formidale live.
Hvorfor kritikere af ’Wrecking Ball’ som undertegnede kan æde halmen i egen træsko, fordi vi ikke hørte det i første omgang.
Albummet har genfødt Bruce Springsteen som engageret kunstner og vedkommende rockstjerne med stort r. Den nostalgiske version af feststemt arbejderrock er blæst væk og nødvendigheden brænder på. Men i Roskilde var vi dog kommet så langt ind i turneen, at E Street Band og chefen himself gav god plads til klassikere.
Ærgerlige lydproblemer - igen
De fulgte fra da af med ’Waiting On A Sunny Day’, ’The River’, ’The Rising’, ’Out In The Streets’, ’Born In The USA’ og ’Born To Run’.
Ind i mellem fik vi også de nye ’Land Of Hope And Dreams’ og ’We Are Alive’ med en spændstig historie om Bruce og hans søster, der løb rundt på kirkegården hjemme i New Jersey og lurede på, hvad navnene på gravstenen mon havde foretaget sig i deres liv.
Dansk Boss-biografi er som et kværnende Wikipedia-opslagEn beretning, der - naturligvis, havde jeg nær sagt - blev skæmmet af ævl, kævl og bævl fra publikúm, som fik godt rum til samtale af den alt, alt for lave lyd til også denne hovedkoncert. Ærgerligt.
Spilleglæde og livslyst
Det kunne naturligvis ikke stoppe det velspillede triumftog med en formidabel ’Glory Days’, hvor chefen trak Little Steven ned til publikum, ’Dancing In the Dark’, hvor under Springsteen fik sig en dans med en tørklædeklædt dame fra publikum, ’10th Avenue Freeze Out’ og endelig ekstranummeret ’Twist And Shout’.
Da var historien allerede skrevet på den mest spillevende måde, man kan forestille sig. Lad os bare sige, at det var skriften på en evigt bevægelig og foranderlig gravsten for rock’and’’roll i Roskilde. Det er fint med mig.
Der er ingen grund til at jamre over tidernes henrullen, slægters gang på jord og alt det der. Slet ikke efter en sådan opvisning i spilleglæde og den livslyst, der lyste ud af øjenene på alle involverede.
Rock’n’roll bliver aldrig federe eller mere vedkommende
Omkring mig nede på pladsen hørte jeg selvfølgelig ironiske røster.
Der talte højt og næsten inderligt om, hvor latterligt det er med denne 62-årige mand, der synes at tro på, at musik har en nærmest helbredende kraft.
Jeg hørte også snak om, at Bruce er en slags moderne Jesus. Begge dele er naturligvis noget opblæst vås.
Det er bare rock’n’roll. Men - tro mig - det har aldrig været, og det bliver aldrig federe, mere vedkommende eller vigtigt.
fortsæt med at læse
