30.000 er ankommet: Smukfestgæster kommer for tidligt på festival

Camping. Smukfest har mange forskellige teltområder, da gæsterne ikke kan bo i bøgeskoven, hvor musikken spiller.
Camping. Smukfest har mange forskellige teltområder, da gæsterne ikke kan bo i bøgeskoven, hvor musikken spiller.
Lyt til artiklen

Egentligt skulle det meste af campingarealet på Smukfest i Skanderborg først være åbnet i dag klokken 16.00.

Men allerede i går valgte festivalen at åbne en del af det enorme område.

Det skyldes ifølge festivalens talsmand Poul Martin Bonde, at mange gæster er ankommet meget tidligere til festivalområdet, end man havde regnet med.

»Mange er kommet i søndags, og vi har fået fyldt KærligHedens campingområde op, så for ikke at have folk til at stå i kø ude på vejene, så valgte vi at åbne en del af Føla før tid«, siger han til politiken.dk.

Han fortsætter:

»KærligHedens campingområde er et levende område med musik, og folk har virkelig taget det til sig i år, og derfor er det fyldt hurtigt op«, siger han om det nyetablerede campingareal, der altså åbnede som det første i søndags.

Brok på Facebook
Poul Martin Bonde regner med, at 30.000 gæster allerede har slået deres telt op i Skanderborg. I alt vil 53.000 mennesker (inklusiv frivillige) deltage i årets Smukfest.

På festivalens Facebookside er mange sure over, at festivalen har åbnet op før tid, fordi de nu er nervøse over, at der ikke vil være plads til deres telt.

Samtidig har gengangere i god tid planlagt hvor, de vil slå lejr. Og nu kan festivalen ikke garantere, at der er plads på bestemte arealer.

»Det er virkelig dårlig stil!!!!!! Så skal i sgu ikke annoncere med åbningstider! Så skal I fra starten af melde ud, at der vil blive åbnet efter behov«, skriver en bruger.

» Burde dem der kom for tidligt ikke være henvist til Holst "af sikkerhedsmæsige årsager". Jeg er da lidt ked af ikke at kunne ligge tæt ved mine venner, pga. at åbningstiderne ikke overholdes«, lyder det fra en anden.

Vejrguderne har vind og (lidt) vand med til Skanderborg

Poul Martin Bonde forsikrer dog om, at der vil være en teltplads til alle med billet.

Og campingområder til Hotelt, campingvogne m.m. åbner ikke før de angivne tidspunkter.

»Vi har sørget for, at der er nogle områder, som stadig er lukket. Det er klart, at folk bliver nervøse for, om de kan få en plads, hvis de sidder foran computeren langt væk fra Skanderborg. Men der er stadig masser af plads«.

Kom i god tid

Hvorfor åbner I ikke bare alle campingområder på én gang, så der ikke opstår forvirring?

»Vi har desværre ikke et stort stykke jord, vi kan være på, så derfor er vi afhængige af andres stykker jord, og det betyder, der er meget logistik, der skal være i orden, før vi kan have et område klar«, siger han.

Poul Martin Bonde håber, at gæster, som ankommer i dag, spreder deres ankomsttidspunkt ud over hele dagen.

»Kom i god tid og ikke lige ved fyraftenstid, så er chancen større for ikke at skulle stå i kø til billetboderne«, siger han.

Festivalen vil til næste år finde ud af, om de skal ændre deres åbningstider til campingområderne.

Det er først i morgen, at Smukfest officielt begynder, når musikprogrammet bliver spillet i gang.

Maja Lærke Maach

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her