Frontkvinde fik publikum til at forstumme

Stjerne. Brittany Howard er et navn, man skal lægge mærke til på den internationale rockscene.
Stjerne. Brittany Howard er et navn, man skal lægge mærke til på den internationale rockscene.
Lyt til artiklen

I sin blå kjole med broderet hvid krave, sorte strømpebukser i tykt sort stof og flade sko, ligner trinde Brittany Howard en dame, der kunne være en uhyre troværdig værtinde for det store sønderjyske kagebord nogle hundrede kilometer syd for Skanderborg.

Sød, velopdragen og med fuldkommen styr på sit hjemmebag. Og endda med et smukt blik for sine omgivelser.

LÆS OGSÅ Sydstatsrockere kommer til Smukfest

’I skal vide, at vi er meget glade for at være her. Træerne, naturen og the good hearted people – det kan vi lide’, erklærede forkvinden, da de første kager var fortæret og det var på tide at få forbrændt nogle kalorier igen.

Det gjorde Brittany Howard som hårdtarbejdende guitarist, vokalist og altoverskyggende frontfigur i Alabama Shakes, da bandet fra den amerikanske sydstat af samme navn indtog Bøgescenerne fredag aften i solnedgangen.

Enorm vokal
Alabama Shakes leverer god gammeldaws rock, tintet af både soul og blues, den slags, der i hine tider var standardvarer på netop festivalen i Skanderborg, men som efterhånden er et sjældent syn på moderne musikscener.

Sveden løb ned ad sangerindens pande mod brillerne, for Brittany Howard er ikke en dame, der spiser sit publikum af med krummer fra de riges dessert.

Sløvt band trak sjælful forsanger ned

Her får vi den fulde vare – alt godt fra sydstaterne: gospel, soul, rock og blues, opsamlet og udtrykt af en enkelt veloplagt kvinde.

Ganske vist med fire musikere anbragt bag sig i klassisk opsætning med guitar, bas, trommer og et Hammond-orgel med Leslie-forstærker.

Men de fire herrer stod som plantet i scenegulvet i sikker forvisning om, at miss Brittany nok skulle klare ærterne, ligesom hun utvivlsomt plejer.

Hendes vokale præstation er enorm. Brittany Howard kommer gennem hele registeret fra smerte til jublende glæde, vilde brøl og stille hvisken, jammer og uforløst seksuel energi. For en stemmepragt, for en personlighed.

Og hvor dejligt at se en kvindelig stjernevokalist, der er parat til at trampe tidens tåbelige slankekrav ned under guldbrædderne til de orme, der får os alle til sidst, tykke som tynde.

I hendes fanklub finder man næppe helt overraskende Jack White og enhver med bare en lille følelse for det der rock’n’roll i sig, må holde af hende og bandet, der debuterede sidste år med ’Boys & Girls’ og allerede sidste sommer var at finde på Roskilde Festival.

Stor sikkerhed

Siden er det blevet til mange koncerter kloden rundt og Alabama Shakes optræder med stor sikkerhed i et materiale, der står på skuldrene af sydstaternes stolte musiktraditioner.

Og måske endnu ikke har fået deres helt personlige udtryk eller de helt store sange hos kvintetten.

Tidligt i sættet leverede bandet hits som ’Hang Loose’ og gennembrudssangen ’Hold On’ for med omvendt logik at ende i den stille ende med ballader med gospelpræg som det fine titelnummer fra debutalbummet.

LÆS OGSÅ Sydstatsrockere lyder som et brag fra verden af i går

Som punktum fik den sejt rullende bluesrocker ’Heavy Chevy’ dog vækket dele af publikum og den evindelige plapren på pladsen til at forstumme for en stund.

Så kunne Brittany Howard og drengene endelig hvile sig lidt.

Sangerinden, der har hjemstatens omrids tatoveret på sin ene enorme overarm, er en personlighed, der er kommet for at blive.

Og hvis Alabama Shakes nu kan få sig en god pause og skrevet nogle flere fængende sange, så bliver det besjælede band en endnu større fornøjelse at følge.

Erik Jensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her