Det er stille i dansk teater – ikke kun fordi der er gået sommerferie i det, og salene ligger øde hen, men fordi det har glemt, hvordan man larmer, og hvad der er at larme for.
Når vi laver teater herhjemme, er det på den rolige danske måde.
Det mener skuespiller Jacob Moth-Poulsen, der også er leder af skuespil på Den Danske Scenekunstskole i Odense. Om lidt starter en ny sæson, og jeg møder ham for at gøre status: Hvordan går det egentlig med dansk teater?