slagtilbud 80 teatre går sammen om lavere priser

Grønnegårds Teatret er blandt de 80 teatre, der er gået sammen om at samle abonnementssystemerne under ét.
Grønnegårds Teatret er blandt de 80 teatre, der er gået sammen om at samle abonnementssystemerne under ét.
Lyt til artiklen

Årets internationale teaterdag blev i går markeret ved, at 80 teatre i alle størrelser i fortrinsvis hovedstadsområdet lancerede deres nye samarbejdsprojekt ’teaterbilletter.dk’. Den nye teaterorganisation samler de mange sceners abonnementssystemer under ét. Samtidig vil ’teaterbilletter.dk’ arbejde for publikums interesser ved både at forenkle og billiggøre abonnementerne. Solidarisk ordning
Teatrenes abonnementssystemer med deres rabatordninger er hidtil blevet administreret af landets amter, men med amternes nedlæggelse opstod et akut behov for at finde nye abonnements- og formidlingsordninger for teatrene uden for de fem store scener i Københavns Teater og Det Kgl. Teater. Det er lykkedes initiativtagerne til ’teaterbilletter.dk’ at få samtlige professionelle hovedstadsscener samt en række teatre uden for København med på en solidarisk ordning, hvor hvert enkelt teater deponerer sine penge til formidling og sin abonnementsordning hos ’teaterbilletter.dk’. I den tilstundende sæson vil hovedstadens teaterpublikum ikke mærke de store ændringer, for de tværgående abonnementsordninger med krydssalg mellem teatrene kører i hvert fald næste teaterår videre, som de kendes i dag. ’teaterbilletter.dk’ har aftalt et samarbejde med Københavns Teater og Det Kgl. Teater, og det vil bl.a. give sig udslag i, at de tre institutioner udgiver et fælles teaterkatalog – ’Ta’ i teatret’ for sæsonen 2007-08. Håber på inspiration
Det bliver ’teaterbilletter.dk’, der udsender kataloget, som er på gaden – og rundt i husstandene – fra 15. maj, og som med 180 forestillinger bliver den hidtil største samlede præsentation af teater i Storkøbenhavn. »Med ’teaterbilletter.dk’ ønsker vi at opmuntre de enkelte teatre til at profilere og udvikle sig bedre end hidtil. Samtidig har vi sat den nye organisation i verden for at skaffe publikum bedre abonnements- og rabatvilkår og en udvidet service hos billetformidlere som f.eks. BilletNet og Billetlugen«, siger projektets første formand, teaterchef Mogens Holm, som medgiver, at det bliver en balancegang både at tilgodese teatrenes og publikums interesser. Hos ’teaterbilletter.dk’ satser man på, at de mange teatre gennem den nye organisation kan inspirere hinanden til nye ideer på abonnements- og billetsalgsområdet, ligesom man håber på at nyde godt af nogle stordriftsfordele.

Drømme om sceneportal for hele landet

Det bliver også nødvendigt, for ’teaterbilletter.dk’ har færre midler at gøre godt med end de tidligere ordninger, og indtil videre må man tære på den formue, der blev efterladt af Det storkøbenhavnske Teaterfællesskab, som nu er opløst. En egentlig driftsbevilling står derfor meget højt på ønskesedlen hos ’teaterbilletter.dk’. Men kontakten til Kunststyrelsen er tæt, og ’teaterbilletter.dk’ er inviteret med til bords, når man i Kulturministeriet til sin tid skal vurdere, hvordan de nye abonnementsordninger fungerer. I bestyrelsen for ’teaterbilletter.dk’ drømmer man desuden om, at en landsdækkende scenekunstportal, hvor man kan hente oplysninger om dansk teater i bred forstand og købe billetter, får adresse hos netop den nyetablerede organisation på Nørrebrogade i København.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her