»Så er balletten slut!« Solodanser Thomas Lund dejser svedende om på scenegulvet, mens han afleverer sin replik. Dagens skrappe prøve er forbi; det er tid til korrektioner for Lund og hans fire kolleger fra Den Kgl. Ballet, før der vinkes farvel og på gensyn til morgendagens prøver. I aften har Den Kgl. Ballet i Takkelloftet på Operaen urpremiere på den danskfødte, men London-baserede koreograf Kim Brandstrups nye ballet ’Ghost’. Et værk for fem dansere, der i varierende antal optræder i fem sekvenser til musik af Vivaldi, Alfred Schnittke og den østrigske barokkomponist von Biber samt til mexicanske hjemstavnstoner. Brandstrup selv kalder de fem relativt korte dansesekvenser »snapshots« eller »close-ups«.
Friheden i klassisk musik
»Hele min baggrund er den moderne dans og den rytmiske musik – jeg fik oftest skrevet ny musik til mine danse, og jeg havde slet ikke sans for hverken Haydn eller Brahms, som jeg altid har ment var alt for romantiske. Men i dag, hvor jeg har mere kontrol over mine virkemidler, har jeg opdaget, at den klassiske musik ejer en særlig frihed.
I de seneste år har jeg erfaret, at den klassiske musik kunne bruges i den koreografiske tegnsætning. Og at den klassiske danser ikke bare er atlet, men også musiker og et utroligt instrument«, siger Kim Brandstrup, der havde lyst til at konfrontere en fjern fortid netop i Den Kgl. Ballet med dens klassiske Bournonville-arv. »Kompagniet består af helt usædvanligt musikalske dansere med stor sans for nuancering og de små detaljer. Derfor har jeg også tilladt mig, mens jeg er i København, at hengive mig til det lyriske og det musikalske«, siger han. Åben for nyt Det er efterhånden 27 år siden, den dengang filmstuderende Kim Brandstrup forlod København for at uddanne sig på London Contemporary Dance School. Siden 1985 har den 50-årige koreograf været kunstnerisk leder af Arc Dance Company og skaffet sig et ry som en betydelige koreograf med ikke mindst stort anlagte, historiefortællende værker (fra ’Hamlet’ til H.C. Andersen) som sit speciale. ’Ghost’ er hans tredje værk for Det Kgl. Teater. »Som ung koreograf var jeg som mange andre på datidens moderne scene meget teknisk funderet med fokus på fart, spring og udstrækning. Dengang skete der meget på den engelske dansescene. Det gør der på sin vis fortsat, men jeg oplever alligevel betydelige forskydninger. Den moderne dans fortaber sig ofte i tekniske petitesser, mens de klassiske balletkompagnier i dag er langt mere åbne for at prøve nyt«, fastslår Kim Brandstrup.
