Det har godt nok forlydt på teaterfronten, at der var endog meget store problemer med prøvearbejdet på Betty Nansen Teatrets opsætning af forestillingen ’Djævlene’, som har urpremiere i morgen. Og i går gik teatret på Frederiksberg Allé så selv ud og bekræftede uoverensstemmelserne mellem instruktøren Flemming Flindt og skuespillerholdet.
»Rygterne taler absolut sandt«, hed det fra Betty Nansen Teatret, hvor direktøren, Peter Langdal, nu har grebet ind og fremstår som forestillingens personinstruktør, mens Flemming Flindt krediteres for iscenesættelse og koreografi. Dermed skal balladen være bilagt, og den vil »ingen indflydelse få på en festlig premiere«, forsikrer man fra teatret.




























