Oppe på scenen spiller fem kvinder pik bag et forhæng. Iklædt overskæg, røvsprække, svedige undertrøjer og læderveste.

Tilsammen er de The Clooney Brothers. Et boyband af kvinder forklædt som tantramassøren Udo, pelsforretningsmanden Franz Jacob, maleren Thomas Bøgedal, bulderbassen Bjarne og Leif Ole med midtvejskrise og hang til helt unge piger. De har mødt hinanden på et pc/cv/wc-kursus og cracker nu lumre jokes, læser bøssedigte og stripper til Leonard Cohen. Og så er de med garanti mere mænd end nogle af de tilstedeværende nede blandt publikum, der sidder tilbagelænet ved små caféborde og drikker drinks i den loungede teatersal. Improviseret spasserteater Velkommen til ’Rød nat i den brune Kødby’. 12 kabaretaftener, hvor boybands består af kvinder, hvor skuespillere improviserer spasserteater, hvor mentalmagikeren læser dine tanker, og døde digtere kæmper mod levende. »Det er 12 aftener, hvor vi tager chancer. Hvor vi viser eksperimenterne, halvfærdige acts og ideer, der er under udvikling«, forklarer aftenens konferencier og leder af Husets Teater Mads Wille. Han er klædt i hvid suit og er guiden, der leder publikum gennem aftenens tre indslag. Denne aften viser teatret først et Shakespearesk teatereksperiment nede i salen, senere i den røde lounge med de tunge velourgardiner spreder The Clooney Brothers lummer mandehørm ud over publikum, inden baren åbner for fest med dj i kælderen. I de røde nætter skaber Husets Teater en scene, hvor eksperimenterne kan få lov at prøve sig selv af. For det er der behov for, mener teaterchefen. »Der er for lidt plads til forsøg på teatrene, fordi der er så stort fokus på at fylde sæderne op. Det her handler om at sætte nogle projekter i gang uden at skulle sælge dem som forestillinger 36 aftener i træk. I stedet kan vi sige okay, det lyder fandeme sindssygt. Lad os se, hvad det er for noget. Måske er det genialt, måske er det helt skævt og mærkeligt. Det er lidt ligesom at gå ned i Blockbuster og leje noget, man ikke kender. Det kan blive en fantastisk oplevelse. Og det kan blive noget rigtig lort«, siger han. Udviklingsafdeling Det handler med andre ord om at tage store chancer for at skabe store oplevelser og få et smallere repertoire ind på teatrene. For når alt handler om økonomi og belægningsprocenter, så havner man ofte med en middelmådig og tandløs mellemvare, mener han. »Husets Teater er en lille scene, så vi kan tage større chancer, fordi vi ikke skal have så mange publikummer ind. På en måde er vi en slags udviklingsafdeling, og for os gælder det om at bryde den onde cirkel, man hurtigt kommer ind i. Og det har vi ikke været gode nok til. Vi skal selv tage flere chancer. Man vil ikke producere en forestilling, hvis man ikke umiddelbart forstår ideen, og så kommer man nemt til at lave noget, man har set før, og hvordan skal man så få gang i noget originalt«, spørger han. Selv spiller han en af hovedrollerne i denne aftens første indslag, ’Alt det for intet’. En slags behind the scenes-forestilling, hvor to skuespillere søger ind i Hamletfiguren ved hjælp af en række masker fra Shakespearestykkets persongalleri. »Det er lidt ligesom bonusmaterialet til en dvd. Et kig ind i skuespillerens værksted, hvor vi bruger nogle teaterteknikker til at diskutere temaerne i forestillingen, altså hvem er vi? Og hvad vil det sige at være til? Du kan godt høre, at det er lidt svært at forklare ikke?«. Men det er også netop baggrunden for de røde nætter, forklarer han. »Det er svært at få præsenteret et projekt eller en idé på et stykke papir. Nogle gange skal man simpelthen se det, før man rigtig forstår det. ’Rød nat i den brune Kødby’ er en masse hjertebarnsprojekter fra mennesker, der har fået ideer til et eller andet, der skal prøves af, men som stadig er for løst til, at man kan sætte en hel forestilling op på det. Og det viser sig faktisk tit, at det er den slags ideer, der ender med at blive de mest originale forestillinger«. Baren er åben Mads Wille opførte ’Alt det for intet’ to dage tidligere. Siden er stykket blevet justeret, og så er det meningen, at det skal vises igen om et års tid. »På en måde viser vi det, før det bliver færdigt. Ikke at det er en prøve, men vi viser det dér, hvor vi er lige nu. På den måde får publikum en unik mulighed for at se det, mens det sker. Det er jo tit sådan med teater, at det sker, når det sker. Og det er ikke sikkert, at det lige er, mens der er publikum på. Der er tit en helt særlig, jomfruelig energi over forpremierer, inden projekterne bliver strømlinede«. Hvad er succeskriteriet for dig, når det nu ikke handler om at sælge billetter? »At vi får startet noget op, man ikke kunne forestille sig kunne blive en forestilling. At vi ser noget, eller andre producenter ser noget, og tænker, gud, der er det jo. Dét kan vi lave det der, det havde vi aldrig troet. Det er drømmen«. Tilbage i det røde rum bliver de fem kvinder i The Clooney Brothers piftet og hujet ud af salen, inden Mads Wille igen træder op på scenen. »Jeg kommer jo til at opleve hele dette projekt i sin fulde længde. Vil jeg være den samme bagefter? Næppe«, siger han og puster en rød ballon op. »Det her er jo et teater. Et hus bygget til 100 procent ingenting. Vi bygger op. Øver os. Udtrykker os. Alt det for intet. Eller næsten intet«. Han sprænger ballonen og fremtryller en vodkaflaske, som han sender videre til en kvinde ved et af de små borde på forreste række. »Værsgo, det er det mindste, jeg kan gøre. Baren er åben. Dj’en spiller nedenunder. Fest med os. Nu er det jeres tur til at udvikle jer«.