Meget rammende præsenterer Det Kgl. Teater i en pressemeddelelse ’Alverdens Rigdomme’ som en forløber for den moderne tv-soap. Men derfor behøver man jo ikke sende alle afsnittene på en gang! Mage til overload af jalousi, begær, vanvid, svig, fortvivlelse, raseri samt magtkampe og økonomisk ruin bliver sjældent hældt ud på nogen scene. Den amerikanske nobelpristager Eugene O’Neill var mester i den slags, ikke altid lige vellykket.
Der er masser af gods i ’Rigdommene’, men det er risikabelt at tage det store patos-skrummel for pålydende – som storladent følelsesdrama – som Det Kgl. her gør det.






























