Dansk teater stjæler i disse år med både arme og ben; snart er det fra populære film, snart er det fra kendte bøger. Det er der ikke noget nyt i. Men nu er teatret også begyndt at låne fra de mest succesfulde tv-serier! Kendt fra tv Der kommer ganske vist ingen ’Forbrydelse III’ på Gasværket. Til gengæld vender Sofie Gråbøl og Nicolas Bro tilbage til teatret for at spille med i Shakespeares ’Macbeth’. Efter at de har spillet sammen på skærmen i efteråret, skal de nu til at spille sammen på scenen til foråret. Bagtanken? Ud over at begge er stjerneskuespillere, er begge blevet eksponeret på tv-fladen og vil således trække ekstra mange seere – sludder: publikummer – til. Det bliver stort. Det kan nemlig godt være, at tv kan skabe forbrydelser, men hvad angår spænding, så stikker ingen Shakespeare. Hvis man vil se mord, skal man se ’Macbeth’. Katrine Wiedemann instruerer på Gasværket. Med samme bagtanke – bare endnu tydeligere – har Folketeatret premiere i april på Eugene O’Neills stykke ’Lang dags rejse mod nat’ med Stina Ekblad, Waage Sandø og Ken Vedsegaard, der alle tre for nogle år tilbage kunne ses i tv-serien ’Krøniken’. Stykket handler om »det forpinte forhold mellem far, mor og to sønner«, skriver Folketeatret. Hvis man synes, at den historie lyder bekendt, er det ikke uden grund. Folketeatret: nu også som tv-teater! Ibsen som miniserie Betty Nansen Teatret spiller Hanne-Vibeke Holst. Man har dog ikke gaflet en af hendes populære romaner – f. eks. ’Kongemordet’, der blev lavet som svensk tv-serie – men i stedet bedt hende om at skrive direkte for scenen. I februar er der premiere på ’Moskva’, der i alt fald delvis ligner noget, vi har læst før: Et politisk magtspil om en kvinde, der handler, mens »resten af verden vender det blinde øje til, og som derfor er en trussel mod en af vor tids mest magtfulde mænd«. Paprika Steen spiller sammen med bl.a. Lars Brygmann og Ole Lemmeke. Aarhus Teater spiller ikke på nogen kendte tv-serier. Her spiller man Henrik Ibsens ’Et Dukkehjem’ (forløberen for alle tv-serier) med Thomas Bo Larsen og Anne Sofie Espersen som Helmer og Nora. Men samtidig spiller man en opdatering af klassikeren; det sker med stykket ’Noras sønner’, der skal ses som en samtidskommentar. Man opfører, med andre ord, to stykker på samme aften i samme scenografi og med de samme skuespillere. I det første stykke – eller afsnit – går Nora. I det næste ser vi, hvordan det gik hende og hendes sønner.
Teatrets svar på miniserien. Fra Sweeney Todd til Pasolini I 2008 kom Tim Burtons filmatisering af Stephen Sondheims musical ’Sweeney Todd’ – om den djævelske barber fra Fleet Street – med Johnny Depp i hovedrollen. Pudsigt nok vender musicalen nu to år efter tilbage til teatret. Det sker til april på Odense Teater. Og selv om Preben Kristensen ikke just er nogen Johnny Depp, så har man lov at glæde sig alligevel. Og fra det bloddryppende til det svinske: I slutningen af januar har Republique premiere på deres teaterudgave af Pier Paolo Pasolinis både forhadte og bandlyste film ’Salò’ fra 1975, om nogle fascister, der torturerer en gruppe teenagere. Opførelsen, som performancegruppen SIGNA varetager, vil udspille sig i en gammel herskabsvilla på Østerbro i København. Publikum indgår som en del af spillet, så der er al mulig grund til at forvente det værste og håbe det bedste ... Disney-kitsch Vi slutter med noget sødt. Walt Disney-filmen ’Mary Poppins’ er så vidt vides aldrig blevet bandlyst. Der er ellers nok af rædselsfulde scener til en gang kulturradikal censur. Fra februar spiller musicalen – baseret på Disney-filmen og P.L. Travers’ bogserie – på Det Ny Teater. Charlotte Guldberg synger og spiller titelrollen: Barnepigen, der kommer som sendt fra himlen.






























