Kunstindustrimuseet har gennem længere tid drømt om mere plads. Med 1.500 nye kvadratmeter til rådighed kunne man udstille meget mere af det, som i dag er gemt væk i museets store skatkiste og hermed også for publikum. Men museet har ingen mulighed for at udvide med eksempelvis en tilbygning. De fire længer fra 1700-tallet, som tilsammen udgør museumskomplekset og engang var hospital, er ikke alene fredede, de ligger også klemt inde mellem tilstødende huse i området. Til gengæld ligger de omkring en gård, den skønne brostensbelagte Grønnegården, og den er faktisk ikke omfattet af fredningen. Under den kunne man godt grave sig ned. »Vi har i årevis ønsket at vise mere af vores samlinger, blandt andet inden for tekstiler og beklædning, og vi har vendt og drejet problemet, og nu endelig kommet frem til, at den bedste løsning ganske rigtigt er at gå under jorden«, siger museets direktør Bodil Busk Laursen, »men jeg bliver nødt til at understrege, at vi stadig mangler alle de endelige afklaringer med myndighederne. Der er slet ikke tale om en færdig plan«. Et forslag til en udvidelse på omkring 1.500 kvadratmeter under jorden foreligger imidlertid fra Henning Larsens tegnestue, som i respekt for fredningsværdierne gør den underjordiske udvidelse så diskret som muligt, det gælder blandt andet adgangsforholdene. Desuden kræver museet en fuldstændig genskabelse af Grønnegården. »Den skal etableres igen med alle sine karakteristiske elementer, brostenene, inddelingen og træerne. Der bliver naturligvis ikke tale om de samme træer, men det gør heller ikke noget, for de eksisterende træer er i forvejen bedømt til at have en begrænset levetid«, forklarer Bodil Busk Laursen. Bekymret teater Men først skal gården graves op, og det vækker bekymring i Grønnegårds Teatret, som gennem mange år, og med stor publikumstilstrømning, har benyttet gårdhaven til sommerforestillinger under åben himmel. Ifølge en stort opsat artikel i Weekendavisen er man simpelthen bange for, at det efter ombygningen ikke bliver muligt at genoprette traditionen med de årlige udendørsforestillinger. Teatrets bestyrelse og direktøren Steen Stig Lommer vil ikke udtale sig på nuværende tidspunkt, men en anonym kilde på teatret giver i det mindste udtryk for, at noget meget populært er i fare for at blive ødelagt. Andre kilder peger på, at museet i virkeligheden gerne ser en ende på alle sommerløjerne med medbragte madkurve og drikkevarer. »Det passer ikke«, siger Bodil Busk Laursen, »de kan selvfølgelig ikke spille teater, mens der bygges, men de må forstå, at museet har nogle opgaver, der skal løses, og de opgaver kan vi ikke løse under de nuværende forhold. Vi er for eksempel afskåret fra at vise nogle af de store internationale udstillinger, vi så gerne vil. De kræver blandt andet en række tekniske og sikkerhedsmæssige foranstaltninger, og dem kan vi kun opfylde med et nyt udstillingsareal«. Museumsdirektøren henholder sig desuden til Grønnegårds Teatrets 4-årige kontrakt med udløbstid i 2008. I kontrakten er der indført en klausul, som går ud på, at såfremt der skal bygges, skal teatret have det at vide inden dette års udgang. »Og den klausul kender de godt«, lyder det fra Bodil Busk Laursen. »Endelig kunne det jo også være, at teatret fik andre planer. I det store og hele ser jeg sådan på det, at man nogle gange må forny sig for at bevare«. Bliver der tale om en underjordisk udvidelse til omkring 100 millioner kroner, har Kunstindustrimuseet allerede tilsagn om størsteparten af beløbet. Det doneres af de meget velhavende Annie og Otto Johs. Detlef, som gennem deres fond har støttet mange pengekrævende projekter i de senere år. Således har Zoologisk Have modtaget 60 millioner. Ægteparret har desuden oprettet Arkens Kunstpris samt en keramikpris, og de mange gode penge stammer fra deres produktion af halvfabrikata inden for stål og metaller.