Det Kgl. Teaters skuespilafdeling er ramt af sort uheld. Først måtte forestillingen 'Indenfor murene' udsættes på grund af sygdom. Siden blev opsætningen helt taget af plakaten, da skuespilleren John Hahn-Petersen døde. 6. april skulle teatret have haft premiere på forestillingen 'Kat på et varmt bliktag' på Stærekassen, men nu er også denne opsætning ramt af sygdom, og ingen ved, om den overhovedet kommer på plakaten. »Det er en meget alvorlig situation for teatret. Jeg mindes ikke noget lignende, og i disse timer vurderer vi, hvad vi kan gøre. Lige nu har jeg ikke et bud«, siger teaterchef Michael Christiansen. Udsat og aflyst Det Kgl. Teater skulle have haft repremiere på succesforestillingen 'Indenfor murene' på Gl. Scene 16. december sidste år. Men i ugerne op til blev først skuespilleren Jørgen Reenberg og siden hans kollega Henning Jensen ramt af alvorlig sygdom. De to store roller blev overtaget af skuespillerne John Hahn-Petersen og Jesper Langberg, og repremieren blev udskudt til 2. januar. Forestillingen blev kun opført én gang, for 3. januar, kort før tæppet skulle gå, døde John Hahn-Petersen i sin garderobe på Det Kgl. Teater. Derefter blev 'Indenfor murene' helt aflyst. For en måned siden begyndte teatret så prøverne til Tennessee Williams' moderne klassiker 'Kat på et varmt bliktag'. Jørgen Reenberg tog igen fat - nu i den monumentale rolle som familieoverhoved. Kræfterne slog dog ikke til, og Reenberg måtte igen trække sig. I stedet hentede man Henning Jensen ind til den vigtige rolle, men i torsdags måtte Henning Jensen, ifølge teaterchefen, sande, at han endnu ikke er fuldt restitueret oven på sin hjertesygdom. Derfor forlod han teatret, og prøverne på 'Kat på et varmt bliktag' blev foreløbigt indstillet. Det er de fortsat, mens nationalscenen bl.a. forgæves har været på jagt efter en erstatning for Henning Jensen i både Norge og Sverige. Bliver dyrt Aflysningen af 'Kat på et varmt bliktag' kan ende som endnu en alvorlig økonomisk lussing for Det Kgl. Teater. Det kostede teatret 5-6 millioner kroner at aflyse 'Indenfor murene', og 'Kat på et varmt bliktag' var programsat til 22 totalt udsolgte opførelser indtil 27. maj. Teaterchef Michael Christiansen turde i går ikke give et bud på, hvad de nye problemer kan koste Det Kgl. Teater. Foruden Ghita Nørby og Jørgen Reenberg/Henning Jensen står bl.a. også Anders W. Berthelsen, Trine Dyrholm, Ole Ernst, Bodil Jørgensen, Henrik Koefoed og Finn Storgaard på rollelisten. Kim Bjarke er opsætningens instruktør.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hendes forældre flygtede fra Afghanistan til Danmark. Nu sidder hun på en af de tungeste poster i regeringen
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater er i oprør efter Hummelgaards forfremmelse
-
Er det en joke?
-
To radikale ministre går på orlov fra Folketinget
-
Professor: Det ligner forberedelse til dommedag
-
Ekspert: »Noget af det værste, man kan gøre for sin hjerne, er at tage den samme vej hver dag«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Serie
Reportage
Analyse
Portræt
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00




























