Scene 1
Festen er i fuld gang på restauranten i Svanemøllen Havn. Stemmerne rejser sig af bordet i et bølgende bulder af lyd. Der er latter og råb, røg og klirren. Kameraet glider hen over rækken af overkroppe uden hoveder.
Det er smoking over hele linjen. Og alle taler om det samme: penge og forretning. Kameraet standser ved en skikkelse og glider opad. Et ansigt kommer til syne i skjortekraven. En lidt rundkindet, tyndhåret hr. hvem som helst. Med et par store briller og en egen småforulempet mildhed i blikket.
Uhjælpeligt faldet ind i sig selv. En halv meter vindstille midt i stemmernes orkan. Et lille stykke vrang strikket ind i al festivitassens højrøstede ret. Så med ét skubber han stolen tilbage, rejser sig og mumler til sin kone: »Jeg skal lige ud«. En halv time går der. Måske en hel. Længe nok til, at hun ikke længere tror, at han bare er ude og tisse, og giver sig til at lede. Hans smoking er det første, hun finder. Liggende spredt på kajen. Indholdet kan beses nede i vandet, hvor hendes mand plasker rundt i en velsignet promillerus. Splitternøgen.



























