Må Det Kongelige Teater i den kunstneriske friheds navn spille alle genrer?
Eller skal teatret på grund af sin trecifrede statsstøtte holde nallerne fra populære storsællerter af slagsen, som de private teatre skal overleve på? Det spørgsmål skal Folketingets kulturordførere nu se på, efter at et af de private teatre, Det Ny, har anklaget sine kongelige kolleger for at bedrive konkurrenceforvridning og ’kannibalisme’ med forårets Kasper Holten-opsætning af ’My Fair Lady’.






























