Det er ikke af storhed, at Hjørring med under 30.000 indbyggere nu får det første egentlig nybyggede teater uden for hovedstadsområdet i 100 år.
Teaterchef Peter Schrøder og hans kolleger på Vendsyssel Teater holder til i en gammel nedlagt skole midt i Hjørring, og chefen selv skal findes inde over skolegården, oppe ad en trappe, henne ad en smal, snørklet gang, og derfra går man ind i et diminutivt kontor i gavlen. Men den lille papmodel, Peter Schrøder har stående på skrivebordet af Shakespeares verdensberømte cirkelrunde Globe Theatre i London, vidner om store tanker i det nordjyske, og med en milliongave i går fra Realdania og andre fonde omsættes visionerne nu i beton, mursten, tømmer og en fremtid med et Vendsyssel Teater i helt nye og også i national sammenhæng storladne rammer: Ud i teatret Teaterhuset kommer til at koste 173 millioner kroner. Målt per indbygger i byen svarer det til et beløb, der stikker prisen for københavnernes nye opera og skuespilhus – til sammen.






























