Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Miklos Szabo
Foto: Miklos Szabo

'Hærværk'. Hvad tilfører romanerne af nyt til teatret, og hvilke nye sider får teatret frem i romanerne? Fantasiløs kopikultur, eller er der noget add-on?

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Teaterredaktør: Hvorfor breder romanerne sig i teatret?

Don Quixote drømmer og Jastrau drikker - men hvorfor på scenen?

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvad skal alle de romaner i teatret?

Dramatiseringer af klassikere og nye bestsellere fylder for tiden godt op på de danske scener. I går var der premiere på Orhan Pamuks ’Sne’ på Husets Teater med fem medvirkende på en lille scene, sidste uge gjaldt det ’Hærværk’ på Det Kgl. Teater, med det store udtræk og 16 skuespillere i aktion.

Det går strygende i alle formater, uanset at teksterne oprindelig ikke er tænkt til scenen. Ikke mindst ser der ud til at være publikummer i det. Det Kgl. har allerede solgt over halvdelen af billetterne til ’Hærværk’, og på Betty Nansen kører ’Don Quixote’ med røde lygter, ligesom det var tilfældet med forgængeren ’Den mystiske sag om hunden i natten’.

LÆS ANMELDELSE

Nu skader det nok heller ikke med trækplastre som Rasmus Bjerg, Nicolas Bro og Thure Lindhardt i hovedrollerne.

Men som Det Kgl.s ’Onde Ånder’ – også med Bro – viste det i efteråret, så er romaner ikke ensbetydende med bingo ved billetkassen hver gang, Aarhus Teaters ’Farlige forbindelser’ af Choderlos de Laclos trak f.eks. heller ikke det store.

Der er den kæmpe fordel ved at invitere romanklassikere eller et nyt forfatterscoop ind på scenen, at man i et og samme hug sikrer sig nyt stof til teatret og samtidig får noget allerede kendt og afprøvet.

Turen ind på scenen
Det er vigtig at få ny ilt til scenen i kraft af anderledes tekster med bredere spændvidde, nu hvor folk – og teaterdirektører – kan køre træt i de samme klassikere og ikke har modet til at vove sig ud i et stykke nyt og ukendt drama.

Samtidig er der bonus i at lave spin-off på et allerede etableret kulturprodukt, hvor en bestseller typisk kan blive til teater eller film, tv-serie osv.

Det behøver ikke være udtryk for fantasiløs kassetænkning, men er gængs praksis for kunstproduktion i dag, præget af genbrug og remix, hvor spørgsmålet om, hvad der egentlig var originalen, kan forekomme stadig mere irrelevant.

LÆS DEBAT

Men for at det ikke bliver bevidstløs kopikultur med denne ’remediering’, må det kritiske spørgsmål lyde: Er der noget add-on?

Når en roman tager turen ind på scenen, hvad har den så mere præcist at gøre der frem for at blive hjemme i lænestolen? Hvad tilfører den af nyt til teatret, og omvendt: Hvilke nye sider får teatret frem i romanen?

Traditionen har mistet forrang
Principielt er ’Hærværk’s Jastrau bestemt velkommen til at komme ind og drikke inden for murene, og Don Quixote kan bare tage og drømme løs.

Fænomenet har bredt sig siden 1990’erne, hvor især Aarhus Teater har været førende med dramatiseringer af alt fra ’Lykke-Per’ og ’På sporet af den tabte tid’ til ’Familien Gregersen’, mens det i de senere år især er Det Kgl., der har set romanen som en ny vej frem.

I det hele taget er hovedparten af de tekster, der spilles på teatrene landet rundt, ikke traditionelt skrevne dramaer, men udgør et frodigt spænd af musikdramatik, dokuteater, konceptteater, dramatiseringer af film og litteratur m.m.

Det hænger sammen den udvikling fra 1970’erne af, som man netop kalder ’det postdramatiske teater’, hvor tekstbegrebet er blevet radikalt udvidet og traditionens drama har mistet sin forrang.

En anden frihed for historien
Det betyder ikke, at klassikerne er sendt ad helvede til, og at der ikke længere skal skrives nyt drama.

Men det er på sigt et kæmpe problem, at selve den tekst, der traditionelt udgør teatrets dramatiske skelet og særlige sproglige korpus, er sat på skrump – både gamle og nye stykker.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi har at gøre med en stadig mere snæver kanon, hvor det er de samme få værker af Shakespeare, Ibsen, Tjekhov m.fl., som spilles af stadig færre teatre, og samtidig har den nye danske dramatik længe ligget underdrejet (dog er der aktuelt tegn på comeback).

Selvfølgelig er det ikke det mest spændende for publikum at få serveret nok en gang ’Gengangere’, mens hele kramkisten af anderledes skæve klassikere og vilde historier, ret så fatalt, er skubbet ud i mørket. Og hvad den nye danske dramatik angår, synes den groft sagt at være henvist til, i overlevelsens navn, at dyrke en lavloftet realisme for tre med et surreelt twist.

Det er der alt sammen ikke det store, salgbare Schwung over.

Det er her, romanerne kan levere varen: Historier der vokser vildt og frodigt, med flere handlingstråde, et bredt persongalleri og et større spænd over universet, som f.eks. Jakob Ejersbos ’Nordkraft’-trilogi på Teater Nordkraft demonstrerer .

Med en sådan myldrende kompleksitet kan en roman måske bedre afspejle en moderne virkelighed, end f.eks. et typisk Ibsendrama kan gøre det med sin velordnede, stramt kondenserede historie og nøje doserede spændingsbuer.

Instruktøren Rune David Grue, der står bag ’Hærværk’ såvel som andre dramatiseringer på Det Kgl., har selv fremhævet, at romaner giver ham en helt anden frihed til selv at orkestrere historien.

På teatrets præmisser

Men netop fordi det appellerende i romanerne er deres fabulerende kraft, er det hamrende ærgerligt, at de på scenen typisk falder så pænt ud. Af lutter respekt over for originalen følger man historien (for) tæt.

Som nu i tilfældet ’Hærværk’ – det kunne også gælde 'Don Quixote' og andre – har Grue lavet en udmærket dramatisk komprimering med de nødvendige skærpelser og nyt fokus på den åndelige dimension.

LÆS ANMELDELSE

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men i forhold til det kaos, der breder sig i romanen og i Jastrau, kunne man oplagt benytte sig af teatrets muligheder for at sprænge plottet, springe mellem simultane optrin og lade det hele bryde sammen i et kaos af mørke og splintrede stemmer – i stil med den radikale brug af romaner på scenen, som Castorf på Volksbühne i Berlin har været bannerfører for det.

Man hører om hærværk, men det er ikke i værk på scenen, så det for alvor er til at mærke.

Der er ikke noget galt i romaner på scenen.

Men de går galt i byen, hvis ikke man udnytter muligheden for at rive historien i stykker og smide den ud i scenens mørke rum – og se, om den overlever. På teatrets præmisser.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden