Krigsteater. Christian Lollike er netop gået i gang med prøverne til forestillingen 'Føling. Føling. Vent. Slut', som er en samproduktion med Den Kongelige Ballet om krigen i Afghanistan. Ud over balletdanserne medvirker også hjemvendte Afghanistan-veteraner. Foto: Joachim Adrian
Foto: Joachim Adrian

Krigsteater. Christian Lollike er netop gået i gang med prøverne til forestillingen 'Føling. Føling. Vent. Slut', som er en samproduktion med Den Kongelige Ballet om krigen i Afghanistan. Ud over balletdanserne medvirker også hjemvendte Afghanistan-veteraner. Foto: Joachim Adrian

Scene

Lollikes serveringsteater forvandler sig til sort-hvidt laboratorium

Han er dødtræt af ligegyldigt teater. Men er han ikke lovlig frelst, ham Lollike?

Scene

På en måde lukker CaféTeatret jo, forklarer Christian Lollike, teatrets kunstneriske leder. Og det kunne sådan set godt være en sørgelig begivenhed, når man tænker på, at teatret har ligget her, få skridt fra Rundetårn, lige siden 1972.

Men i virkeligheden lukker det ikke, det skifter bare navn. Lollike har aldrig brudt sig om det navn, CaféTatret.

»Det er relateret til en café, og det synes jeg er dybt problematisk, fordi jeg selv er vokset op i det her caffelattemiljø ...«.

Han udtaler ’caffelattemiljø’ på en måde, så ingen kan være i tvivl om, at det har været en ubehagelig barndom.

Det er teatrets nye navn, Christian Lollike gerne vil have lidt omtale af. Jeg prøver at forklare ham, at avisen jo ikke er helt det samme som et reklamebureau. Man kan ikke bestille et interview, bare fordi man har skiftet navn.

»Vi har i øvrigt også allerede skrevet en note om det ...«, siger jeg.

Problemet er, at jeg befinder mig på Lollikes kontor og dermed vel egentlig allerede har indvilget i at skrive en længere reklametekst. Den har han også regnet ud, kan jeg tydeligt se på ham.

»Skal jeg ikke bare gå i gang ...?«, siger han. »Så kan du jo selv se, hvad du ...«.

LÆS OGSÅ

Det bliver ikke den sidste sætning, Lollike i løbet af den følgende times tid lader hænge uafsluttet i luften.

Han skubber et stykke papir hen over bordet. Det ligner et diagram. Måske er det et diagram over alle de planer, Lollike har med teatret (som ikke længere skal hedde noget med teater, det skal bare hedde Sort/Hvid). Papiret når aldrig længere end til midten af bordet, så er det, som om han har glemt det. Diagrammer er også kedelige.

Ligesom teater. Det meste teater.

»Vi arbejder jo radikalt anderledes end stort set alle andre teatre«, siger han. »Hvis jeg skal lave karikaturen på, hvordan de andre tænker scenekunst ...«.

Og det skal han jo.

»Hvis jeg skal være lidt strid, så sidder de og venter på, at der kommer nogle gode teaterstykker, som de så skal finde de rigtige skuespillere til, og så er der syv-otte ugers prøveperiode, og så er der en forestilling, som spiller i fem uger ... Så kører den ligesom«.

»Hvad er der galt i det?«, siger jeg.

»Det er der for så vidt ikke noget galt i ... Men her sidder vi ikke og venter. Vi siger: Okay, hvad er det mest interessante at tage fat i? Og hvilken type kunstprojekt kan vi så lave ud fra den tematik? Og så ikke gå så højt op i, om det er teater eller ikke teater ...«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der skal buhes noget mere
Det er ikke nyt, at Christian Lollike gerne vil sprænge teatret i stumper og stykker. Det har han forsøgt på, lige siden han blev uddannet som dramatiker for tretten år siden. Han har skrevet og instrueret stykker om terrorister, nynazister, gruppevoldtægtsmænd og andet, vi ikke bryder os om at kigge for dybt i øjnene.

Det hidtil vildeste eksempel er stykket ’Manifest 2083’ om Anders Behring Brevik, nordmanden, der myrdede 69 unge mennesker på øen Utøya.



Lollike hader at blive kaldt provokatør, men hans forestillinger provokerer. Det er almindeligt kendt. Så hvad er det nye?

»Det nye er, at vi skal væk fra ideen om en teaterforestilling«, siger han.

»Meget ofte har en teaterforestilling udgangspunkt i scenekunst, men på Sort/Hvid kan det for så vidt også være en installation eller en film, som kun fungerer på nettet. Scenen er jo bare et rum, og virkeligheden er en scene, og enhver genre og form kan principielt realiseres her. Det er det, der er det nye«.

For eksempel arbejder de lige nu med et projekt, der hedder ’RUM’. De inviterer billedkunstnere og scenografer indenfor, så de kan realisere nogle af deres drømme. I stedet for at bygge på en tekst bygger man på noget visuelt.

Jeg beder Lollike om at uddybe, hvad der er galt med det traditionelle teater.

»Fra tid til anden er der nogle, som med meget få midler kan stille sig op på en scene og lave noget, som er vældig interessant ... Men det, vi gør, er et opgør med hele den idé, at det er det, der er teater. For os kan scenekunst være vældig meget andet. Og det behøver ikke starte med et manuskript. Det er et opgør med det, at man sidder og venter på, at det gode manuskript kommer, så man kan lave en forestilling, som lidt ligner de andre forestillinger rundtomkring i Danmark ...«.

»Det lyder, som om du synes, at ...«, begynder jeg.

»... det meste teater er røvsygt«, fuldfører Lollike.

»Du keder dig som regel, når du sidder i et teater?«.

»Ja, helt klart«.

»Må vi så slet ikke bruge ordet teater mere?«.

»Jo, det kan vi sagtens«, griner han. »Hvis bare teatret ikke er defineret ved, at det skal foregå i et lukket rum med nogle skuespillere, der skal sige nogle velklingende replikker, og vi skal klappe bagefter ...«.

»Må vi heller ikke klappe?«.

»Jo, jo, vi må godt klappe. Hvis det er godt. Men jeg savner nogle, der buher ...«.



Der var mange, der buhede, da Christian Lollike ville lave teater ud af massemorderen Breiviks såkaldte manifest. Det kunne man ikke, råbte de både på den ene og den anden fløj. Især nordmændene var vrede.

»Diskussionen om, hvornår man må beskæftige sig med noget, var næsten vigtigere end selve forestillingen«, siger Christian Lollike.

»Jeg formulerede mig altid så nuanceret, som jeg kunne, men dybest set syntes jeg, diskussionen var latterlig. Man forbød jo ikke forfattere at skrive essays om Breivik. Det er det, at man vil lave en teaterforestilling, der er forfærdeligt ... Det viser, at offentligheden grundlæggende har et helt forskruet billede af, hvad scenekunst kan og bør være«.

»Hvorfor tror du, man reagerer så voldsomt?«.

»Jeg tror, det har noget at gøre med, at teatret stadig har et element af underholdning. Og at nogen skal tjene penge på det ...«.

»Ja, du blev jo anklaget for at være kynisk og bare ude på at spinde guld på tragedien?«.

»Ja, og kendsgerningen er, at det nærmest ikke kan betale sig at spille den forestilling. Den blev lavet i en kælder, hvor der kan sidde 55 mennesker ...«.

»Men den har gjort dig berømt!«, bemærker jeg.

»Det kan man sige ... Men det er jo kun blandt nogle kulturfolk. Dybest set er jeg ikke en skid berømt«.

»Har du et behov for at være berømt?«.

»Det håber jeg da ikke ... Jeg elsker anerkendelse. Og jeg hader anerkendelse. Jeg higer efter at få anerkendelse for mine projekter, når de lykkes, fordi jeg synes, de har noget interessant at byde på. Samtidig er jeg altid bange for at ligge under for den higen ... Hvis man først begynder at spekulere i, hvordan man bliver anerkendt, retter man sig efter de formater, som folk kender i forvejen og ja ...«.

Den crowdsurfende dværg

Jeg siger: »Man kan sige, du har din egen lille terrorcelle, som kan angribe den den øvrige teaterverden med?«. »Jeg angriber ikke teatret. Det er verden, der skal angribes. Det er forskellige problemstillinger, der skal angribes med fortrinsvis teatrale midler«. »Så kernen i det her er noget samfundskritisk? Er det vrede, der driver dig?«. »Ja, vrede ... og undren«. »Du sidder ikke og vrider hjernen for at finde ud af, hvordan du igen kan forarge folk og komme lige så meget i medierne, som du var med Breivik-stykket?«. »Så beregnende er jeg ikke. Men jeg tænker helt klart altid: Hvordan kan jeg gå til det her emne på en måde, så jeg selv ville spærre øjnene op og tænke: WHAT?«.











Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lige nu er Lollike for eksempel ved at sætte et stykke om den danske krig i Afghanistan op på Det Kongelige Teater sammen med ballettruppen Corpus. Normalt går han ikke så meget op i ballet.

»Men så spekulerer jeg på, hvad der kunne få mig til at gå ind og se en ballet? Hvordan jeg kan give ballet mest mulig modstand? Hvordan kan man få det ud over det der med, at det skal være skønt ... Så tænker jeg: Okay, hvis det kan handle om krig, og lad os så få nogle rigtige soldater med, og hvis de mangler et ben, er det endnu bedre ...«.

Det var den samme idé om kontraster, Lollike foldede ud i ’All My Dreams Come True’ – et Disney-drama om depression og eventyr, hvor han hentede to dværge, en kæmpe, en spastiker og en tyk kvinde ind på scenen for at give modstand til de perfekte prinser og prinsesser fra Disneys univers.

»Og jeg tænkte: Okay, hvis jeg kan få ham dværgen – som virker frisk på alt – til at crowdsurfe ud over publikum ... Jeg prøver at skabe mest muligt vanvid på scenen. Mest muligt anarki«.

»Og hvad opnår du ved at gøre det?«.

»Det er ligesom ved en rockkoncert. Det hele handler om at skabe kontakt til publikum og provokere dem og udfordre dem og forarge dem og tvinge deres hjerner nogle andre steder hen ...«.

»Du vil gerne forandre verden en lille smule?«.

»Det er klart. Hvis ikke jeg ville det, så ...«.

»Måske er du ligefrem ude på at frelse verden?«.

»Arh, jeg synes ikke, jeg nødvendigvis er videre opbyggelig ...«.



Det er så her, jeg spørger Lollike, om han virkelig opfatter sig selv som den eneste i landet, som ved, hvordan det fede teater ser ud:

»Er du ikke skide frelst?«.

»Det ville være et mærkeligt ord at tage på sig«, svarer han. »Jeg er jo i virkeligheden hele tiden interesseret i at gøre det forkerte og tage størst mulig risiko. Så jeg kan ikke helt se, hvor det frelste kommer ind ...?«.

»Du prøver at gøre det forkerte?«.

»Ja, det nemmeste for mig ville da være at sige: Jeg er god til at skrive teaterstykker, så nu skriver jeg teaterstykker. Jeg er også god til at læse, hvilke stykker der er gode, så nu finder jeg tre-fire stykker om året ... Det svære er da at sige: Jeg aner ikke, hvad det er for et teater, vi skal lave i fremtiden. Men nu åbner vi alle sluser ...«.

»Jeg synes nu alligevel, der er noget bedrevidende over dig?«.

»Hmm ... jeg kan bedre forstå, hvis man kalder mig bedrevidende. Men så vil jeg straks sige, at det må komme af noget Jantelov. For det er nemmere at gøre det, som alle de andre gør«.

»Hvad er så prisen for at gøre det på din måde?«.

»Prisen er, at man fra tid til anden – som for eksempel under Breivik-stykket – ligger under sit eget køkkenbord og tror, der står nogen i opgangen og vil banke én og slå én ned. Jeg var gennemparanoid. Det syrede helt ud i min hjerne ...«, siger Christian Lollike.

Og det må så også være reklame nok for denne gang. Der er kun lige et enkelt spørgsmål, der mangler:

»Lukker I så cafeen?«.

»Nej«, svarer Lollike. »Men nu hedder den en bar«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce