Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Kampklar. Danica Curcic leverer en på alle måder udtømmende opsang fra det sårede kvindeskød. Foto: Henrik ohsten Rasmussen (PR)

Kampklar. Danica Curcic leverer en på alle måder udtømmende opsang fra det sårede kvindeskød. Foto: Henrik ohsten Rasmussen (PR)

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Splitternøgne Danica Curcic krænger kvindens lortespand ud på scenen

Forestillingen 'Lort' er et brusende smerteskrig fra et såret kvindeskød.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Smukt sidder hun der, splitternøgen, med ryggen til. Sat op på en piedestal i et æstetisk hvidt rum. Kvinden som kunstværk.

Men så vender hun sig om, Danica Curcic, og åbner sin store mund, blodrød af læbestift. Nu skal hun edderbankeme give os ... kunst.

Og ordene begynder at lække, sile og småstrinte, for så at fosse ud som skidt fra en spædekalv, direkte fra Berlusconi-Italiens skidne bug. ’Lort’ lige op i ansigtet på os.

Nøgen i 60 minutter

Sårbar og udsat er hun, kun bevæbnet med en mikrofon i hånden, men ikke desto mindre for fuld power på vej mod celebrity-tinderne. Hun ved skam alt om kunsten at blive »sit rigtige jeg« – om at kæmpe, være modig og parat til at ofre sig – ligesom alle de rigtige kvinder, der går rundt på tv og ser smukke ud og bliver kysset i nakken og tjener kassen.

Det eneste, der står mellem hende og berømmelsen – hendes snarlige altafgørende audition til en sikkert sensationel reklamefilm – er bare: de her lår! Som et monstrøst vedhæng sidder de her lår på hende, mens hun rabler løs. Så brysterne svupper. Det er en krop, der taler.

Det får vi eftertrykkeligt at mærke gennem Danica Curcics kraftfulde sanselige nærvær og overrumplende evne til at modulere sit udtryk, fra bare-kom-an reklamesmilet til kejtet undermålermine, fra fortabt lillepigeundren til vrængende furierasen. En uafviselig demonstration af, hvorfor Curcic lige nu brager igennem overalt som en skuespillerkomet af de store.

Stærkt, at hun hermed også prioriterer den udfordring at være buret inde nøgen med 60 minutters enetale. Live.

Et stort brusende kampråb

Noget af en monsterudfordring er det, sådan som kvinden efterhånden kommer op i orgiastiske omdrejninger – og udbasunerer sin egen vej til forløsning.

Nok er lårene en fysisk skæbne, ligesom de utallige, insisterende pikke, som hun – og alle de andre kvinder på tv og røde løbere – har måttet acceptere at få i munden, i øret, i røven ... som uundgåelig del af vejen mod toppen.

Men som hun siger det – og spærrer gabet op som en anden urkvinde eller et omnipotent rasende barn: Hvorfor ikke bare æde de der lår og pikke ? – »flænse dem i stykker med tænderne, æde dem bid for bid og skide dem ud af røven bagefter«.

Og hvorfor ikke bare følge i hælene på hendes lille savnede gnom af en far med alle de storfascistiske drømme og kaste sig ud på togskinnerne og ende som flænset mozzarella og tomatsovs. Den totalt udfriende selvdestruktive selvrealisering!

’Lort’ er ét stort brusende kampråb og smerteskrig fra et rasende og dybt såret kvindeskød. Men også en opsang til et Berlusconi-Italien – som indbegrebet af et opkørt, vestligt mediesamfund – der fører sig frem som en stor sæbereklame, mens skidtet hober sig op i faretruende tsunami-højder.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Befriende udladning

Fuldt ud fortjent, at den debuterende italienske dramatiker Cristian Ceresoli har fået et internationalt hit med sin prisbelønnede stream of consciousness-monolog, ’La Merda’ (2012).

Som »tragedie i tre akter: Lårene, Pikken og Berømmelsen« henter den sin styrke ved at forbinde sig med en dybere kulturkritik i den antirationalistiske tradition fra Artaud og Passolini med rod i kroppens mytiske urkraft og kødets mørke. Som Artaud sagde det: »Der, hvor det lugter af lort, lugter det af menneske«.

Det kan man lugte på Husets Teater, i det intense spændingsfelt mellem den nærmest fastnaglede kvindekrop i det nøgne, hvide kunstrum og hele det univers af sanselige, udskidte billeder og figurer, der sprøjter frem, med Curcic som urkraft og Simon Boberg som domptør. Som var det en gang Jackson Pollock-action painting, udsat for dramatisk højtryksspuling.

Der er noget befriende over hele denne udladning, som samtidig får en til at sidde tilbage med en følelse af sorg på kvindekønnets vegne. På den led adskiller den danske version på Husets Teater sig fra gæstespillet samme sted i sommer med den suveræne original ’La Merda’.

Her mestrede Silvia Gallerano på mere dyrisk furievis at tale gennem kroppen, gennem lår og det hele. Til gengæld er der en større sårbarhed over Danica Curcic, hvor den gråd, som kvinden demonstrerer som sit ultimative medietrick, her mærkbart går som en understrøm gennem det hele. »Min gråd ud af min røv«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden