Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ulrik Birkkjær er en af de få dansere i  ’Bournonvilleana’, der kan få den indre poesi til at strømme i sin dans, så det  bliver mere end teknik og stil. Her i  ’Sylfiden’ på Gl. Scene, men fremover kun hos San Francisco Ballet.
Foto: Costin Radu

Ulrik Birkkjær er en af de få dansere i ’Bournonvilleana’, der kan få den indre poesi til at strømme i sin dans, så det bliver mere end teknik og stil. Her i ’Sylfiden’ på Gl. Scene, men fremover kun hos San Francisco Ballet.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvis ikke der havde været gejst og danseglæde, havde Bournonvilleanaen været en omgang plukfisk

Den Kgl. Balletfestival satser bredt og lægger ud med dansende gejst. Bournonville har ikke sin styrke som highlight divertissement, men flot bliver der danset.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi gør det på vores måde!«, sagde balletmester Nikolaj Hübbe og slog ud med armene som indledende optakt til lørdagens fremvisning af arvesølvet ’Bournonvilleana’. Her var gamle August som balletmesterikon og kernen i Den Kongelige Ballet nemlig sat til at gå rundt og ånde ham og danserne i nakken (i karakterdanser Poul-Erik Hesselkildes skikkelse). Med stok og hævede øjenbryn.

Ja, der skal andre måder og langt mere udadvendt aktivitet til i dag for at få ikke alene Bournonville, men ballet ud til et publikum. Bare man ikke i al den prisværdige formidlingsiver glemmer den kunstneriske kerne. Sådan kan en danseanmelder godt sidde og bekymre sig over anløbent arvesølv, men samtidig glæde sig over, at Den Kongelige Ballet i den grad er i udfarende vigør.

Det er godt gået at få flere hundrede københavnere til at danse rundt i 30 graders varme – og det er ikke Distortion, vi taler om. I lørdags var der balletlektion for alle udenfor på Kgs. Nytorv med Hübbe som danselærer, ligesom han og et hold dansere har varmet op til balletfestivalen gennem flere måneder ved at rejse rundt fra Sønderborg til Knuthenborg Park til City2 i Tåstrup som kunstnerisk taskforce for af få danskerne til at danse.

I samspil med en storstilet konkurrence på de sociale medier, hvor folk dyster ved at indsende egne præstationer i Hübbes virale danseklasser, går det ud på at gøre ballet relevant for et bredere publikum.

Derfor har balletfestivalen, der oprindelig skulle have været en af de sjældne Bournonville-festivaler med høj international bevågenhed, ændret form til at være en bredere præsentation af ballettens repertoire med fokus på især den udadvendte, inkluderende aktivitet. Det er afgørende nødvendigt at nå længere ud for at sikre ballettens fremtid og strategisk klogt i forhold til det dominerende kulturpolitiske mantra: publikumsrelevans.

Men spørgsmålet er, hvad den kunstneriske substans er i det, som Den Kongelige Ballet vil gøre sig relevant med. Her har Hübbe i de senere år ikke gjort nok for at løse den afgørende opgave at få Bournonville-arven til at leve og vække genklang hos publikum – som Den Kongelige Ballets dna, et centralt stykke kulturarv og noget unikt i internationalt perspektiv.

Karakter af plukfisk

Det bærer ’Bournonvilleana’ præg af som en gang luksus-Matador Mix. Små løsrevne bidder fra ni værker forsøgsvis bundet sammen af indlagte klip fra en ny portrætfilm af Liv Thomsen og Erik Aschengreen om ’ballettens digter’ som pædagogisk indramning.

Som samlet program får det lidt for meget karakter af plukfisk – også til at kunne fungere som Bournonville for begyndere. Dansen får først chancen for rigtig at folde sig ud til allersidst.

Fint er det, at aftenens hovedinstruktør, Anne Marie Vessel Schlüter, også sørger for at få en højtspringende appetizer med fra noget så ukendt som ’Wilhelm Tell’ eller en sjælden gang ’Polka Militaire’ for fyrig mand og kvinde. Men det flyver rask forbi og forstærker indtrykket af divertissement. Og Bournonville er jo til langt mere end at divertere.

Men gejst er der over dansen, det er det, der redder aftenen i land

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det lider ’Sylfiden’ under, dødsscenen gør sig ikke som highlight. Det peger på, at selve dramaet og poesien, som er altafgørende i forbindelse med ballettens digter, glimrer ved sit fravær.

På den led bliver det en halv Bournonville. Mest af alt en flot opvisning i teknik og stil med flyvende flugt over fødderne og arme i formstøbt buet stil.

Selv om selve starten på det hele kunne virke som en slags gravøl for Bournonville med en scene, der – blottet for de betydningsbærende kulisser – bare er indrammet af et stort sort gardin, og som fyldes af sortklædte dansere fra den ellers muntre reel i ’Sylfiden’. Men gejst er der over dansen, det er det, der redder aftenen i land.

Stærkt bliver der danset, især af det centrale hold, med den nyudnævnte solodanser Andreas Kaas, Ulrik Birkkjær, Jón Axel Fransson og Jonathan Chmelensky i spidsen. Herrerne får lov til at shine i stil med Bournonvilles indsats for mandsdansen.

Men den store pas de sept fra ’Et folkesagn’ sørger begge køn for at få op at flyve, ligesom det sker i tredjeakten fra ’Napoli’, hvor dansen til slut får lov til at vælde frem som et bølgende hav af danseglæde.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden