Kom med et hurtigt gæt: Hvilken dramatisk tekst sælger som varmt brød over hele USA denne sommer? Hvilket drama er det, alle skuespillere vil spille, alle tilskuere vil se opført?
Jamen det er da særlig anklager Robert Muellers rapport, udgivet i april, om den mulige russiske gidseltagning af det amerikanske præsidentvalg i 2016. Naturligvis. Hele spørgsmålet om, hvorvidt Trump og hans allernærmeste stab samarbejdede med russerne imod de amerikanske vælgeres interesser.
Det er magasinet American Theatre, der fortæller historien med udgangspunkt i, at der alene i denne måned er liveoplæsninger af rapporten på scener i bl.a. Los Angeles og Washington, D.C., og at skuespillere som John Lithgow, Kevin Kline og Joel Grey har spillet henholdsvis Donald Trump, undersøgelsesleder Robert Mueller og justitsminister Jeff Sessions.
Ideen med opførelserne af Mueller-rapporten er at opføre den dramatisk uden at ændre et eneste ord. Det var det samme greb, Carl Th. Dreyer benyttede i sin film fra 1926 om retssagen mod – og endelig henrettelsen af – Jeanne d’Arc.
Joan Lipkin, der er kunstnerisk leder af That Uppity Theatre Company i St. Louis, udtaler til American Theatre, at »det, de fandt frem til (i rapporten, red.), var så chokerende, og den måde, vi bruger teatret på, skal uddanne, engagere og om muligt aktivere folk og sikre, at det ikke bare bliver glemt som gårsdagens nyheder. Vi er ikke valgt ind med et mandat, og vi er ikke advokater – vi er teaterkunstnere, men vi har meget at bidrage med«.
Lipkin sammenligner det med modstandsarbejde, det, som hun og andre teaterfolk laver med Mueller-rapporten.
Da tv-stationen CNN for nylig undersøgte det, var der kun 27 procent af amerikanerne, der havde læst eller delvist læst rapporten, og eftersom amerikanerne selv har betalt for den over skattebilletten, kan man sige, at de nu får noget for pengene.
fortsæt med at læse




























