0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Scenekunsten rykker ud i naturen: Vil du spille arbejdsbi eller bakterie? Eller måske en løssluppen græstue?

Scenekunsten rykker ud i naturen for at undersøge, hvad natur overhovedet er – ikke mindst i os selv. Spørgsmålet om, hvor grænsen går mellem naturen omkring os og naturen i os, bliver typisk koblet til det nye buzzword på kunstscenen: det antropocæne.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Martin Dam Kristensen
Foto: Martin Dam Kristensen

Som arbejdsbier havde publikum hænderne fulde i ’Banket for bier’ i Botanisk Have i Aarhus. Foto: Martin Dam Kristensen

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Denne sommer er tiden inde til at opsøge en banket med bier, følge en krop gå i et med en flok sten eller tage med på en rejse til Jordens indre.

Som del af en ny tendens er scenen hermed skiftet til landskabet, til udforskning af natur, af forholdet mellem menneske og andet-end-menneske. Et sceneskifte, der også er et perspektivskifte, hvor blikket ikke alene rettes mod natur som alt fra naturomgivelser til mikroorganismer. Blikket rettes også mod os selv: Nok er vi naturfremmedgjorte hyperindividualister i en digital tidsalder, men i hvor høj grad er vi selv natur?

Det er ikke kun den stigende klimakrisebevidsthed og genvakte opmærksomhed over for naturen, der har rykket grænserne for, hvor og hvordan en performance kan udspille sig. Vendingen mod naturen er led i en større udvikling med afsæt i 1960’erne, hvor kunsten rykker ud af de institutionelle rammer og ud i andre typer af rum. Det kan være ud i det åbne byrum eller i gamle industrielle bygninger, i parker, udkantsområder eller fri natur. Kunsten folder sig her ud på stedsspecifik vis ved at tage form og farve af stedet og forsøge at blende ind eller direkte blande sig med dets sociale liv.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Læs mere