Det kræver sin kvinde at være en valkyrie. Thit Jensen er sej og stridbar som ind i helvede, i livslang kamp for en god kvindesag. Spørgsmålet er bare, hvor god den kamp egentlig er for hende selv og for folk i hendes nærmeste omkreds?
Som det fremstår i ’Valkyriens kamp’, er det afgørende livsvalg, hun må tage stilling til, sagt med dramatiker Julie Petrine Glargaards ord: »Roser eller laurbær?« – kærlighed eller karriere? Handlekraften stråler ud af Ene Øster Bendtsens stædige skikkelse, så man ikke er i tvivl om, at det er den laurbærkransede forfatter- og debattørgerning, hun må gå efter, i kamp for kvinders rettigheder: »Jeg vil! Jeg vil!«.




























