Man kunne sagtens have forestillet sig alle mulige kække og kiksede forsøg på at bringe et stykke som ’Indenfor murene’ ind i et nyt århundrede og videre ind i en nutid, hvor situationen i Israel og Palæstina aldrig har set sortere ud.
Henri Nathansens stykke – og en af de få klassikere i det 20. århundredes danske teater – om en jødisk familie, hvis datter forelsker sig i sin kristne underviser, fik premiere i 1912 på netop den scene, hvor den også spiller nu: Gamle Scene på Det Kongelige Teater i København. Man har ikke spildt chancen for det historiske vingesus.


























