Da den hjemvendte soldat fra Afghanistan sad der alene på Det Kgl. Teaters scene og tog sine proteser af og viste sine to benstumper frem, var det, som om han blottede et kollektivt sår hos publikum. Et nationalt stigma.
Så stærkt rammer forestillingens paradoksale konfrontation af krig og ballet, at der gik et sus af bevægelse igennem salen, da han og to andre krigsveteraner til sidst trådte frem sammen med det 33 mand store korps af dansere – under endeløs klappen og hujen.


























