Hvorfor helvede får han ikke bare sat den tekedel over? Manden her er lige ved at koge over af raseri over makkerens sendrægtige undvigemanøvrer. Utroligt som der skal ævles om porcelæn og tændstikker, og så var der ikke noget gas, og så var der noget galt med flyderen på toilettet. Som var de et gammelt ægtepar, hundser Ben rundt med Gus. De to mænd sidder dér på hver sin seng og udkæmper en simrende magtkamp, mens udsigten til en kop te fortaber sig i det rene intet.
De to mænd sidder stuck i en kælder – og venter på Godot, på pintersk vis. Men det eneste, der viser sig, er en lille køkkenelevator, der med et brag pludselig rasler ned fra oven. Med en bestilling på en gang lever med løg. Fra hvem?




























