Det her burde være forbudt for børn: alle disse historier om at være stuvet sammen i en gummibåd omgivet af høje bølger, om en søster eller en far, der pludselig er væk, om at havne i et bur, eller snige sig uden om projektørernes søgelys for ikke at blive ramt af skud. Men ’Uledsaget’ får sin indtrængende styrke ved netop at rette søgelyset mod, hvordan det er som barn eller teenager at være på flugt.
Selv om gummibåden i sig selv nærmest er blevet det ikoniske billede på flygtningenes udsathed, og selv om medierne er fulde af historier om mennesker på flugt – også set indefra – trænger disse dokustemmer igennem ved for en gangs skyld ikke at være i voksenhøjde (selv om oplevelserne i mange tilfælde er erindret og fortalt ud fra den voksnes perspektiv). Uden et slør af forklaringer, refleksioner eller følelsesudbrud fortæller de tre skuespillere, hvordan det var at være på flugt, konkret beskrivende og nøgternt, troskyldigt konstaterende: »Jeg kan huske, jeg havde røde bukser på«, »vi spiser græs, og hvad vi ellers kan finde«, »vores hus var væk, og det var min mor også«.
