0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Teaterstykke er et tiltrængt modbillede til den anonyme masse af flygtninge

Vores hus er væk, det er min mor også. Sådan lyder flygtningehistorierne, når de fortælles fra børnehøjde på Mungo Park. Med en nøgtern enkelthed og en isnende undertone.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Mike Russel
Foto: Mike Russel

MENNESKEFRAGT. Anders Budde Christensen kryber sammen som en af de purunge flygtninge, der her mistet alt og nu oplever flugtens tomrum af uvished.

Teateranmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Teateranmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det her burde være forbudt for børn: alle disse historier om at være stuvet sammen i en gummibåd omgivet af høje bølger, om en søster eller en far, der pludselig er væk, om at havne i et bur, eller snige sig uden om projektørernes søgelys for ikke at blive ramt af skud. Men ’Uledsaget’ får sin indtrængende styrke ved netop at rette søgelyset mod, hvordan det er som barn eller teenager at være på flugt.

Selv om gummibåden i sig selv nærmest er blevet det ikoniske billede på flygtningenes udsathed, og selv om medierne er fulde af historier om mennesker på flugt – også set indefra – trænger disse dokustemmer igennem ved for en gangs skyld ikke at være i voksenhøjde (selv om oplevelserne i mange tilfælde er erindret og fortalt ud fra den voksnes perspektiv). Uden et slør af forklaringer, refleksioner eller følelsesudbrud fortæller de tre skuespillere, hvordan det var at være på flugt, konkret beskrivende og nøgternt, troskyldigt konstaterende: »Jeg kan huske, jeg havde røde bukser på«, »vi spiser græs, og hvad vi ellers kan finde«, »vores hus var væk, og det var min mor også«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu