Lidt for rige mennesker har alle dage været skurke i krimigenren, ikke kun hos Raymond Chandler, men også hos Agatha Christie. Især hvis de behandlede tyende og ansatte lidt for gelassen. At det aldrig var butleren, som var morder, var ikke ensbetydende med, at denne ikke var en del af et fællesskab.
I den fortræffelige danske Netflix-serie ’Reservatet’ har man ganske originalt fokuseret på au pair-systemet i den absolutte solside af de velhavendes Nordsjælland ved Øresund. At de rige i serien ikke umiddelbart skildres som helgengjorte iværksættere, vidunderkvinder og supermænd – som de gør i DR’s ’Løvens hule’ – har fået et helt græsk kor op at stå. For at messe det formastelige i, at de rige fremstilles som afstumpede egoister.
Set og hørt er Politikens daglige klumme om tv, streaming, radio og podcast. Den skrives på skift af avisens skribenter og er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.


























