Ifølge en af verdenslitteraturens mest kendte åbninger er alle lykkelige familier ens, mens de ulykkelige vantrives på hver deres måde. Men er det nu også rigtigt, kunne man spørge Leo Tolstoj, som skrev ’Anna Karenina’, bogen med den famøse relationspsykologiske indledning.

For er det ikke snarere sådan, at der i alle forhold, dysfunktionelle såvel som velfungerende, er nogle fælles træk, som er mere eller mindre almene? Når det går godt eller skidt for naboen eller slægtningene, åbner det næsten altid for en indsigt i, hvordan man selv traver omkring og har det.