Der blev effektivt sat en stopper for kongerøgelsen og sorghyggen, da DR i den centrale nyhedsudsendelse kunne fortælle, at forbrugermagasinet ’Kontant’ – som er både sobert, dygtigt og fokuseret – kunne afsløre, at bøffer fra Sydamerika, som blev solgt i en af landets store discountkæder, ikke var delikat fredagsfoder, men bakteriebefængt og ulækkert i en grad, der gjorde det egnet til kassation.
En ekspert, som havde foretaget analyse af det indkøbte og ikke mindst indfløjne og indfrosne bovine kød, rullede nærmest fagligt med øjnene over, at noget sådant endte i køledisken, og som appetitvækkende illustration sås optagelser af bakterier, der stammede fra undersøgelser af sagerne. Det var faktisk som en opdatering af H.C. Andersens fine eventyr om ’Vanddraaben’ fra 1848: En kriblen og en krablen var der, et leben af allehånde smådyr. Ja, og fint nok. Bare ikke i min middagsmad, tænker de fleste danskere nok og ser væk.
Set og hørt er Politikens daglige klumme om tv, streaming, radio og podcast. Den skrives på skift af avisens skribenter og er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.