Det er fuldstændig forrygende fantastisk og forunderligt at se nogle af de første optagelser med den siden legendariske gruppe Gasolin’. Franz Beckerlee med stålsat mine, fokus på sin Fender Stratocaster; Wili Jønsson solidt rockende og sangeren Kim Larsen med strittende fuldskæg, hippiehår og henført ansigtsmimik. For en dansk rockfan er det lige så historisk som Hendrix på scenen i Woodstock og Rolling Stones i Hyde Park.
Men mindst lige så fantastisk var det at se et klip, hvor en ulasteligt uniformeret politibetjent på cykel, som formentlig bør udtales siggel i netop denne sammenhæng, med blok i hånd irettesatte en opstemt hippie i det netop etablerede Christiania. Småskæv og i flippervest gav den unge mand ondt af sig, men blev myndigt og høfligt bragt til orden af den ældre ordenshåndhæver. Man kunne nærmest føle respekten emanere fra fladskærmen.
Set og hørt er Politikens daglige klumme om tv, streaming, radio og podcast. Den skrives på skift af avisens skribenter og er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.



























