Samtalen mellem Svend Brinkmann og Knud Romer i førstnævntes sommerserie, ’Brinkmanns sommerbriks’, er skæggest, når forfatteren bryder ud i vildtvoksende monolog, skriver Bo Tao Michaëlis i denne klumme.
Tidens mest udbredte mediemæssige samtaleform er indsmigrende føleri og inciterende nyfigenhed forklædt som skinbarlig inderlighed og ægte engagement. Men nogle gange – faktisk ret mange – bliver denne intime tone mere pinligt intimiderende end vedkommende interessant.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu1
2
3
4
5
6
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
