Jeg har en faible for skuespilleren, jydeskryderen og multitalentet Brian Lykke. Han kan spille en jysk Fætter Højben i neonlysende hvidt, den pantsatte tophuebesatte bondedreng ankommet med firtoget og Onkel Rejes enfoldige ven, Brille, som hellere vil spise bolsjer end broccoli samt leve livet med ild i røven. Så er han desuden samler af ure, nye som gamle. Selv om hans smag ikke er min, jeg er mere til de diskrete, distingverede med romertal end blærerøvens Rolex på størrelse med et kloakdæksel, forstår jeg hans fascination ved i mine øjne mandens eneste bæredygtige smykke.
På baggrund af sin egen samlermani, som også er blevet til noget med rentabel investering, har Lykke fået lov til at lave programmet ’Passion for millioner’. Om mennesker, som brænder for deres samlermani, selvfølgelig nørdede, men som det viser sig også sympatiske. Uden det pjattede neopuritanske skyldsbegreb, guilty pleasure. At skamme sig over at spise Brugsens fiskefilet med remoulade, læse krimier uden for badesæsonen.
Set og hørt er Politikens daglige klumme om tv, streaming, radio og podcast. Den skrives på skift af avisens skribenter og er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.



























