Homo sapiens har evnen til at kommunikere med andet end strubelyde, så man kan undre sig over, hvorfor deltagerne i ’Billet til kærlighed’ ikke udnytter den evne noget bedre, skriver Frederikke Elberth i denne klumme.
Jeg sidder og bider mig selv i tungen over, at hun ikke kan give den arme mand en direkte afvisning
Foto: DR
Lyt til artiklen
Henter...
Jeg skal da lige love for, at tale er sølv, og stilhed er guld i DR’s tredje sæson af datingprogrammet ’Billet til kærlighed’. I seriens fem afsnit begynder jeg at undre mig over, om forventningen om, at ens romantiske modstykke er tankelæser, generelt er en ting.
Men lad os starte fra begyndelsen. Seriens deltagere får udleveret to flybilletter: én med deres eget navn og én med et generationstypisk for- og efternavn. Maria i 30’erne skal finde en Kasper Jensen, René på 29 en Camilla Hansen, og Pia på 61 skal finde en med fornavnet Jens. Når de har fundet et navnematch, skal de på en fire dage lang date i udlandet.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Det føles forkert at hjælpe en enkelt pige og ikke alle de andre her i lejren. Men at bede om at få historien om Aisha og lov til at tage hendes billede og så bare gå videre, det er umuligt, fortæller Politikens journalist Bo Søndergaard. Sammen med fotograf Mads Nissen har Bo Søndergaard besøgt flygtningelejren Goz Salaam i Sudan, hvor 20-30.000 er på flugt fra tre års borgerkrig, der har ødelagt Sudan og gjort millioner af mennesker til flygtninge i deres eget land.
