DR’s nødhjælpskasse af en udsendelsesrække, ’I hus til halsen’, kører på 11. sæson. At der stadigvæk er så mange husejere i Danmark, som ikke kan komme af med deres hjem for at flytte til noget andet, er egentlig mere realistisk end den anden evighedsmaskine, ’Kender du typen’, hvor vort fædreland efterhånden må være støvsuget for typer. Men DR er immer trofast. Men nogle gange må noget ændres, for at noget kan forblive det samme, som det hedder i Lampedusas klassiker ’Leoparden’.
Og om at være i hus til halsen har ændret sig. Gunstigt endda. Smart fra start-ejendomsmægleren Jesper Nielsen og hans servicevenlige og standhaftige servilitet er for længst blevet afløst af hans mere milde og blide kollega Line Franck. Til tider er hun sympatisk mere socialrådgiver end murstensbedømmer.
Set og hørt er Politikens daglige klumme om tv, streaming, radio og podcast. Den skrives på skift af avisens skribenter og er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.




























