Første gang Michael Bjerring kyssede en fyr i bylivet, blev han omringet af fem andre mænd. Som belærte ham om, at »sådan noget gør man ikke i Aalborg«.
Endnu en nedslående oplevelse, der mindede ham om, at han ikke var rigtig, ikke måtte vise, hvem han er, eller udleve sin seksualitet som andre unge. Et minde til en samling af psykisk forfølgelse og fysisk vold, der har været med til at præge Michael Bjerring, der har boet i Aalborg det meste af sit liv.
Heldigvis har de mange traumatiserende og tunge erfaringer fået ham til at svare igen med store rober, stramme kjoler, stiletter, talrige lag sminke og farvestrålende parykker og en kraftig sort moustache under identiteten Mizz Privileze. Det at være dragqueen eller dragaktivist, som Michael Bjerring kalder sig, er en form for terapi. Og det virker, for drags er blevet populære, ja faktisk mainstream, som hovedpersonen sandfærdigt konstaterer. Og dermed lurer også faren for, at det faktisk kan være jævnt kedeligt at se mænd, der har sminket sig og danser iført feminine gevandter.
»Da jeg var 14 år, begyndte jeg at dyrke aktivisme i Aalborg. Jeg deltog i demonstrationer med et malet skilt med slagord. I dag behøver jeg ikke det skilt længere. Jeg er selv budskabet nu som drag. Det er enormt visuelt og kommunikerbart at optræde sådan. Det er så fedt ved den her kunstform«, siger han i ’Gejst’ på TV 2.
Titlen ’Gejst’ dækker over en dokumentarserie, hvori »du møder mennesker, der brænder så meget for det, de laver, at de lever for og af det«, som TV 2 skriver i programteksten.
Det første af de mennesker er Michael Bjerring, der ikke alene har gjort sin passion for at optræde som drag til et politisk værktøj, men også til en levevej ved at arrangere shows og fester med sit firma, Shameless.
Et af de helt store af hans shows, ’Aalborg Drag Fest’, er rammen for det første program i ’Gejst’-serien. Hvilket paradoksalt nok er enormt ærgerligt.
For meget glitter, for lidt substans
I et sammensurium af ’party-i-provinsen’-båthornslyde, små klip fra showet, der alligevel ikke giver noget indtryk af den optrædende, backstagestress og liren publikum op, kommer Michael Bjerrings og enkelte andre medvirkendes udsagn til at stå underligt svævende. Og man sidder tilbage med en klar fornemmelse af, at der virkelig er meget at forfølge og uddybe.
Eksempelvis en af de afsluttende betragtninger fra hovedpersonen om, at masser af heteroseksuelle mænd får en stor oplevelse og måske ligefrem mod på at skifte tøjstil fra Mr. Jardex til noget helt anderledes feminint og vovet, når de »bliver slæbt med« til et show.
Det og for eksempel den uddannede lærers holdning til, hvordan man i skolerne undgår den mobning og vold, han selv var udsat for som elev, ville jeg meget hellere have hørt mere om end at kede mig til endeløse kostumeskift og klip fra showet, der hastigt flakser forbi uden at efterlade noget særligt indtryk.
Ærgerligt, at Preben alias Lathisya Adore ikke får lov at udfolde historien om en voldtægt, han har været udsat for. I den første episode af ’Gejst’ stjæler rammen showet, og trods den veltalende og sympatiske hovedperson, der stråler i sine røde lakbukser og den glitrende sølvfarvede tanktop, er programmet simpelthen kedeligt i sin tilsyneladende benovelse over, at ’ih, der er nogle mænd, der sminker sig og tager dametøj på’. Nogen har ikke fattet budskabet: at drag er blevet mainstream.
fortsæt med at læse
