Det er ikke altid, at jeg er enig med historikeren, debattøren og Berlingske-journalisten Bent Blüdnikow. Men den dygtige mand har unægtelig en pointe, når han i sin avis påpeger, at det strategiske venskab mellem det kommunistiske Sovjetunionen og det nazistiske Tyskland, som bl.a. gik ud på at dele Polen mellem sig, er et ganske overset fænomen i de efterhånden mange danske film om krigen, besættelsen og modstandskampen.
De kommunistiske frihedskæmpere får ofte – og med rette – en glorværdig placering, når den danske modstandskamp skal beskrives. De havde en fremtrædende rolle i den hjemlige guerillakrig, og de berømmes stadig for deres indsats, men det ’glemmes’, at de fra slutningen af august 1939 og frem til juni 1941, altså mere end et år efter den tyske besættelse af Danmark, var en slags venner med nazisterne gennem den fælles ikkeangrebspagt.
