Den første gang man flintrer bolden i nettet i ’Pro Evolution Soccer 6’, er det en befriende lettelse snarere end et ekstatisk ryk igennem hele kroppen. Det er nemlig hundesvært og ualmindelig udfordrende. En af ændringerne i denne sjette udgave af ’Pro Evolution Soccer’ (PES) er nemlig, at det er blevet sværere for offensiven at bryde igennem defensiven, hvilket skyldes en række mindre justeringer: Lavere accelerationstempo, færre overvældende finter og færre spillere med overlegen, overnaturlig boldsikkerhed. Og det er blot et udpluk, for der er mange ændringer. Rigtig mange. Den samlede effekt er, at PES6 er blevet mere realistisk. Det var allerede i forvejen den mest seriøse, udfordrende simulation, men denne gang ender endnu flere kampe med 0-0, seks-syv forkølede forsøg på mål og et par dusin professionelle frispark. Sjælden kønt, men ofte realistisk – det ved enhver, der har siddet en søndag og slæbt sig igennem en nulløsning mellem AC Horsens og Randers. Udmagrende affærer Dermed ikke sagt, at alle opgør ender sådan. Nybegyndere, der bruser frem med deres backs og ikke holder forsvars- og midtbanekæde tæt samlet, vil nemt kunne spille både 2-1, 3-3 og 5-4. Opgør mellem to gode spillere eller mellem en god spiller og computerspilleren på højeste sværhedsgrad vil til gengæld blive udmagrende affærer. De hårde forsvarskæder hos Chelsea, Milan og lignende er så svære at bryde ned, at man skal skærme bolden af, skifte side både to og tre gange, lave det afgørende træk og stikke bolden i det helt rigtige splitsekund for at skabe den åbne chance. Og ofte er det ikke engang nok. Det er nemlig også blevet sværere at holde bolden nede og at udplacere målmanden. For meget realisme? PES6 formår med sine lidt grå, grumsede farver og sine ikke særlig vellignende spillere ikke helt at udnytte Xbox 360-platformen, men det er heller ikke så afgørende. Det vigtigste er spillet på banen, og her er det – når dommerens fløjte lyder og kampen sparkes i gang – stadig det bedste fodboldspil. Ét vigtigt spørgsmål står dog tilbage: Hvor realistisk bør computerspilsfodbold blive? Hvor går grænsen mellem realisme og underholdning? Det bliver spændende at følge, men indtil da er PES6 det bedste alternativ.
Velspillet 0-0-kamp





























