Skab spillet selv, og del det derpå med alle vennerne.
Sådan lyder en af de større tendenser i de spil, der vil lande på butikshylderne denne jul. Ikke fordi spiludviklerne er dovne, men fordi brugerskabt indhold er genialt af tre grunde: Det er sjovt for spillerne, det holder liv i salget af et spil i længere tid, og så kan udviklerne på denne måde lukrere på gratis arbejdskraft. Blandt andet derfor har ‘Half-Life’ overlevet som spilmotor – det vil sige et fundament til andre spil som for eksempel den ’gratis’ modifikation ‘Counter-Strike’ – i 10 år. Mens noget nær alle strategi- og actionspil til pc i dag har en ’editor’ – det vil sige et medfølgende (ofte meget brugerfjendtligt) program, hvori det er muligt at modificere spillets baner eller udtænke helt nye – er tendensen stadig ny for spillekonsoller som Xbox 360 og PlayStation 3. Skab selv og del med andre Men nu begynder der at ske noget. For eksempel tænkes der stort med actionspillet ‘Halo 3’ til Xbox 360 (udgives 26. september), for her bliver modificering af banerne en fast indbygget del af selve spillet, samtidig med at al action på skærmen konstant bliver optaget, så spillerne bagefter kan klippe deres egen actionfilm sammen. Baner og film kan derefter deles med andre online over nettet. På den måde kan Xbox 360-spillere se andre spilleres fadæser, sjove banekreationer eller aflure mesterspillernes kampstrategier. I samme, men mindre voldelige retning går PlayStation 3-spil som ‘SingStar’ og ‘Little Big Planet’. I ‘SingStar’ videreudvikler karaokespillet således sin online-del med en blanding af pseudokendiseffekt, stjernenykker og voyeurisme: Hver enkelt spiller kan oprette sin egen webside, kaldet ‘My SingStar Online’, hvorfra de kan poste videoklip og skønsang til spas for hele verden ... eller smerte. En ny genre er født ‘Little Big Planet’ går mere radikalt til værks, da hele spillet føles som en stor sandkasse fyldt med legetøj: Bevæbnet med en masse værktøj kan spilleren bygge snørklede baner, monsterskabninger, selvkørende kampvogne eller rene kunstværker af fletkurve og bagefter dele kreationerne med verden online. Alle materialer i spillet er simuleret fuldkommen realistisk, således at sten, pap, flamingo, metal og møtrikker opfører sig, som man forventer. Samtidig kan man med controlleren styre ben, arme, hoved og krop på sin nuttede bamseagtige hovedfigur, som var den en marionetdukke. Kobler man et headset til PlayStation 3, kan man sågar tale igennem bamsens mund til andre i spillets verden. Et virtuelt Hollywood er født, og hvad spillerne kan skabe af film, bliver interessant. På papiret lyder ‘Little Big Planet’ måske pjattet, men i praksis er det begyndelsen på en ny spilgenre: en kraftpræstation, der for første gang viser, hvad konsollen kan – og samtidig lægger al kreativiteten over på spillerne, men sørger for at levere værktøjerne. Mulighederne virker uudtømmelige.
