Galaksens bedste dusørjæger

Man ser det meste af spillet gennem "visiret", en slags hjelm med computerskærme, der formår at holde styr på de mest essentielle informationer, samtidig med at det altid holdes minimalistisk og uden at forstyrre spilleren.
Man ser det meste af spillet gennem "visiret", en slags hjelm med computerskærme, der formår at holde styr på de mest essentielle informationer, samtidig med at det altid holdes minimalistisk og uden at forstyrre spilleren.
Lyt til artiklen

Mød Samus Aran, en kvindelig intergalaktisk dusørjæger iklædt tonstung elektronikbrynje med obligatorisk laserkanon, og vel så langt fra eksempelvis ’Super Mario Galaxy’s farveladeglade uskyldige univers, som man kan komme. For fans er ’Metroid Prime 3: Corruption’ godt nyt, for spillet fortsætter præcis, hvor forrige spil slap, med, at Samus skal flyve galaksen rundt for at stoppe spredningen af det højradioaktive stof phazon, der samtidig langsomt korrumperer hendes egen krop. Men selv om man ikke har skudt sig gennem de to forrige kapitler på Gamecube, er der intet at frygte: I løbet af den første times tid kan ingen være i tvivl om mission og mening, og for at gøre det hele mere tilgængeligt er al dialog af betydning nu indtalt på engelsk. Ikke overraskende er det største nye tiltag styringen, der i den grad udnytter Wii’ens innovative controllere. Fans af 3D-skydespil på konsol har altid måttet kaste misundelige blikke efter den fart og præcision, som pc-ejere kunne mestre i spillene ved brug af mus og tastatur. Men ikke længere, for ’Corruption’ er det afgjort mest intuitive 3D-actionspil, der endnu er set til en spillekonsol. Mens man med nunchuck-controlleren styrer alle bevægelser, bruges Wiimoten ganske intuitivt til at styre sigtekornet rundt på skærmen, så for at ramme er det nok blot at pege på fjenderne. Som en ekstra finesse er det muligt at låse sig fast på en fjende med et enkelt tryk og derved blot skulle sigte efter, hvor man præcist vil ramme fjenden. Det fungerer upåklageligt, og virker – i skarp modsætning til flere andre 3D-skydespil, der er blevet konverteret til Wii – naturligt og aldrig påklistret. Helt så nyskabende er resten af spillet ikke, da kræfterne er blevet brugt på finpudsning af ideerne fra de forrige spil. Derfor vil man igennem hele historien på ny blive belønnet med gradvist bedre våben og nye evner, som åbner for nye muligheder på de baner, man allerede har gennemspillet en gang: helt klassisk ’Metroid Prime’-spilstruktur, men stadig en, der er solidt motiverende. ’Corruption’ har samtidig den ubetinget bedst balancerede sværhedsgrad blandt spillene i trilogien, og da sværhedsgraden tillige kan justeres, vil selv spillere med årelang tro tjeneste i Samus Arans skikkelse føle sig udfordret. Et superbt actionspil, der fordyber sig i et overbevisende eventyrligt science fiction-univers med en næsten perfekt kombination af opdagelse, gådeløsning og action.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her