Find din indre landmand frem: Du har marker, der skal tilsås, og bønner, der skal høstes.
Som det eneste spil i denne omgang kan ’Bohnanza’ spilles uden nogen som helst engelskkundskaber. Kun grundreglerne er på engelsk, og de er meget nemme at lære sammen med en voksen. Hver spiller får til start fem bønnekort på hånden, der kan være alt fra kaffebønner over kakaobønner til stinkbønner. Efter tur skal du plante dine to marker til med bønner, og jo flere bønner af samme slags, du planter og dermed høster, jo flere penge tjener du. Problemet er blot, at du skal plante bønnerne fra hånden i den rækkefølge, de er tildelt, og der kan kun vokse en type bønne på hver mark. Løsningen er derfor at bytte bønner med de andre spillere. Eller ligefrem forære bønner væk i forsøget på at optimere sine egne marker. Og det gør spillet sjovt, når man hele tiden skal afveje egne behov mod, hvor stor en fordel det giver modstanderen at forære dig bønner. Dynamikken er velfungerende og enkel, men uden den store variation fra spil til spil, så ’Bohnanza’ mangler efter nogen tid større taktisk dybde. Dog ved man, at det er et sjovt hyggespil, når ens modstandere ligefrem tigger én om at tage imod deres bønner.





























