Første gang man prøver at sætte Wiis controller på hovedet og hoppe på stedet, holde den til hoften for at lave hulahopring-hoftevrid eller holde den ud fra næsen som en snabel, er man enten dybt fascineret eller hader ‘Smooth Moves’ af et godt hjerte. Hele spillet er en massiv mængde småspil, der sjældent varer mere end 3-4 sekunder. Ofte får man kun en ordre som ’Hop’ eller ’Riv’, men når man bliver bombarderet konstant med disse opgaver, bliver hele udfordringen i ‘Smooth Moves’ at være evigt årvågen, lynende hurtig til at fange udfordringerne og reagere korrekt. Humoren er allestedsnærværende, charmerende og bundsolid. Alene de forskellige måder, man lærer at holde Wiis controller på – som en bakke, som en kost, som en armvægt eller som et samuraisværd – viser både humoristisk overskud og et enormt potentiale i Wiis lille hvide controller. Og så er ’WarioWare’ et uforligneligt socialt spil. Dog er det en designbrøler af rang, at man absolut skal gennemføre hele spillet alene først, før man får lov til at spille det flere spillere ad gangen. Med garanti har man aldrig prøvet et spil, der koster en så meget rundt i stuen og holder en konstant på dupperne. Men man kan ikke helt dulme følelsen af, at ‘Smooth Moves’ er tænkt mere som et interaktivt udstillingslokale for Wiis controller end et separat spil. Langt er det ikke, og de enkelte småspil er isoleret set ikke meget værd, når man først har prøvet dem to-tre gange. Morskaben er størst, når man er fuldkommen uvidende om, hvilke opgaver man bliver kastet ud i, og derfor ældes ‘Smooth Moves’ ikke med ynde. Til gengæld viser det nosser, selvtillid og et respektindgydende mod til at rykke konsolspil i helt nye retninger. ‘Smooth Moves’ er kortvarig som en tivolitur med spøgelsestoget, men leverer til gengæld en oplevelse, man med garanti aldrig vil glemme. Hvor mange spil kan prale af det i dag?