Guitarsoloerne i Deep Purples ’Smoke on the Water’ og Santanas ’Black Magic Woman’ får videospils-ekvilibrister med hang til ’Guitar Hero’ til at skifte plastikguitarens tangenter ud med nylon- og stålstrengene på en rigtig guitar.
I løbet af de seneste tre år er antallet af elever på landets musikskoler faldet med næsten 14 procent – men ikke når det gælder elever, der spiller guitar, elguitar eller elbas.
Her er antallet af elever på venteliste mere end fordoblet siden 2005 – året før musikvideospillet ’Guitar Hero’ kom til Danmark.
- VIDEO: Se spilredaktør Thomas Vigilds anmeldelse af Guitar Hero: Metallica bryder lydmuren
En sammenhæng
Og det er ikke tilfældigt, mener Thorkild Hanghøj, der er adjunkt ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) og forsker i spil og læring:
»Der er helt sikkert en sammenhæng mellem ’Guitar Hero’ og den øgede interesse for guitarundervisning på musikskolerne. Når et fænomen bliver meget populært og udbredt, giver det afsmitning til andre sammenhænge, hvor det også relateres til«, siger Thorkild Hanghøj.
I 2005 var der 1.160 børn og unge på venteliste til at spille guitar på musikskolerne rundt om i Danmark. I skoleåret 2008/2009 er ventelisten steget til 2.596 elever.
Til sammenligning er antallet af elever på venteliste til rytmisk klaver i samme tidsrum faldet fra 1.719 til 937.
35 millioner guitarhelte
’Guitar Hero’ spilles på computer eller tv gennem en spillekonsol som PlayStation, Xbox 360 og Nintendo Wii.
På verdensplan er der solgt mere end 35 millioner ’Guitar Hero-spil’, og selv om der ikke findes præcise tal over, hvor mange danskere der ejer sådan et, er Danmark og resten af Norden blandt de lande, der især har taget det interaktive musikspil til sig.
Det oplyser spiludbyderen Activision Nordic, der står bag ’Guitar Hero’s udbredelse i Danmark.
Guitaren bliver promoveret
Og det mærker Allan Larsen, som underviser i guitar på Helsingør Musikskole.
»Der er jo sket en kæmpe promovering af guitaren som instrument med ’Guitar Hero’. Så det er klart, at der er kommet en øget interesse for at spille guitar«, siger Allan Larsen:
»Der er ingen tvivl om, at saxofonspillerne ville ønske, at der kom et ’Saxophone Hero’-spil«.
Nye undervisningstiltag
Også på Egedal Musikskole mærker underviserne konsekvensen af de nye elever. Sammen med spillet ’Rock Band’ har ’Guitar Hero’-effekten banet vej for et helt nyt undervisningsforløb på musikskolen kaldet ’Guitar and Drum Heroes’.
Det første hold begynder i august, og her er det meningen, at en gruppe elever skal spille ’Guitar Hero’-sange på spil-instrumenterne.
I løbet af undervisningen bliver plastikinstrumenterne byttet ud med rigtige trommesæt og guitarer, og eleverne vil lære at mestre ’Guitar Hero’-hittene med trommestikker og plektre i hænderne frem for controllere.
»’Guitar Hero’ er virkelig stort, og vi tænkte, at vi lige så godt kunne prøve at få interessen for spillene ført over på et rigtigt trommesæt eller guitar«, siger Henrik Gibo, der underviser i guitar på Egedal Musikskole og er med til at starte ’Guitar and Drum Heroes’-holdet op.
Cream som hjemmearbejde
Henrik Gibo mener også, at ’Guitar Hero’ fører andre positive egenskaber med sig ud over det stigende elevtal.
Hvor de computerspillende unge for et par år siden ville have været hovedrystende over for musikforslag som ’Crossroads’ af Cream, kan gamle rockkoryfæer i dag sagtens udkonkurrere nutidige kunstnere som Pink og Tokio Hotel på listen over ønsket hjemmearbejde.
Og mens eleverne udlever deres indre stjernedrømme foran skærmen, har de endda fået oparbejdet en imponerende rytmisk sans:
»Eleverne har fået en meget stor musikalsk forståelse af at spille ’Guitar Hero’. De har en rytmisk sans i fingrene, som almindelige elever som regel ikke har«, siger Henrik Gibo.
Stigende salgstal
Begejstringen over ’Guitar Hero’ har i løbet af de sidste par år også bredt sig fra musikskolernes øvelokaler. Og hen til blandt andet Musikhuset Aage Jensen, som i sit nyeste varekatalog har helliget en dobbeltside til tilbud for ’Virkelighedens Guitar Hero’.
»Vi har oplevet en massiv tilgang af unge begyndere på grund af ’Guitar Hero’«, fortæller Peter Fernando, markedschef hos musikhuset – der nyder godt af de nye elever, som formår at overbevise forældrene om vigtigheden af en guitar:
Salget steget 25 procent
»I løbet af de sidste par år har vi mærket en fremgang på cirka 25 procent i salget af startpakker til guitarer. Og ’Guitar Hero’ er i stor grad ansvarlig for det«, mener Peter Fernando.
Og selv om ’Guitar Hero’ efterhånden har nogle år på bagen, er der ikke noget, der tyder på, at interessen for spillet er ved at dø hen.
Den nyeste udgave af spillet er netop kommet på de danske spilbutikkers hylder i form af en særudgave udelukkende med Metallica-hits. Parat til at erobre nye fans.




























