"Pruuuuuuuuut«, kluklér 6-årige Anne-Cathrine, så hun får tårer i øjnene. Bagefter rækker hun tunge ad sin mor og slutter af med at mime en ordentlig bøvs.
Normalt er den slags opførsel næppe kammertonen hos danske børnefamilier, men i ‘Storm på ordet’ er der frirum til leg. Særligt når de danske spiludviklere, Four-Esses, vender normerne på hovedet og bruger ord fra børnenes hverdag til aktivt at lære dem om ordlyde, sammensatte ord, mundbevægelser og mimeri, mens alle morer sig kosteligt. ‘Storm på ordet’ er fire spil i ét, hvoraf to, kaldet ‘Mundgymnastik’ og ‘Mim og sig en lyd’-spillet, kan kaldes quizzer. ‘Mundgymnastik’ består af 30 mundkort med billeder af børn med forskellige mundstillinger som eksempelvis ’Sur mund’ eller ’Røre næsen med tungen’. Ligesom i kortspillet ‘Fisk’ skal man her bede om kort fra hinanden, hvilket dog sker ved at gengive mundstillingerne på kortene. Har man ikke et efterspurgt kort, skal man række tunge, og på den måde bliver det sjovt og uhøjtideligt at træne en række grundlæggende mundmotoriske øvelser. ‘Mim og sig en lyd’ er derimod helt klassisk gæt og grimasser, hvor man i hold skal mime for eksempel slange, bøvse, save brænde eller at prutte for sin holdkammerat. Bortset fra, at det kan være svært for børnene at se, hvad der reelt sker på kortene, er det uforlignelig morskab – om end man savner lidt flere kort i æsken. Af de to sidste spil, ‘Pustestorm’ og ‘Sammensatte ord’, er det første klart det mest originale. Her træner ungerne deres luftstrøm ved puste en træbrik hen over et bræt. Samtidig skal der siges et ord, for eksempel ’pølse’, ’prut’ eller ’post’, og brikken skal pustes hen og lande på billedet af det, man siger, mens man puster. Uforlignelig morskab, selv om det kræver et bord i fuldkommen vatter, og på trods af at træbrikken ikke lader til at være ordentligt udskåret. Spillet ‘Sammensatte-ord’ er som de klassiske vendespil peppet op med en bingoplade, hvor spillerne først skal finde de to kombinations-ordkort, for eksempel ’sol’ og ’sort’, før de må vende den sidste brik ’solsort’ og dermed vinde spillet. ‘Storm på ordet’ er en sublim blanding af legende læring med indsigtsfulde pædagogiske overvejelser, men prisen er lidt vel høj, da man hurtigt løber tør for kort i både sammensatte ord- og mime-spillet, hvilket betyder, at de har ret begrænset levetid. Nogle blanke kort i æsken, så man kunne udvide spillene med sine egne mundstillinger, mimegæt eller sammensatte ord, ville være en kærkommen tilføjelse. Men her er tale om et mærkbart gennemtænkt ordspil med pædagogisk tæft, der viser, hvor smertefrit og let læring kan gøres, når bare det leges ind.




























