Det er svært at lave familiespil. For hvordan tilfredsstiller man både de yngste, de lidt ældre og de voksne på én gang? Danske IO Interactives første forsøg på at lave noget andet end ekstremt voldelige og gravalvorlige actionspil (’Hitman’, ’Freedom Fighters’ og ’Kane & Lynch’) er samtidig et forsøg på et familiespil.
Det lykkes dog kun i perioder med ’Mini Ninjas’. Nogle gange efterlades de yngste udenfor, når en figur pludselig kvidrer løs på svært, gebrokkent engelsk-japansk, andre gange testes de ældre spilleres tålmodighed, når de for tiende gang møder fem anonyme håndlangere, som de kan klik-klik-klik-besejre i søvne.






























