Det er i hvert fald målet for ’Odulodu’, et nyt dansk brætspil, der med rumvæsenet Odu i front iscenesætter en fortælling om planeten Lotto og livet der, som er mere udførligt beskrevet på den ret fine hjemmeside for spillet, der også forklarer reglerne langt mere indgående og pædagogisk end dem, der følger med i æsken. I hovedtræk er ’Oduludo’ en avanceret og mere taktisk udgave af ’Ludo’, hvor det stadig gælder om at slå med terningen og flytte sine brikker hele vejen rundt på brættet, selvfølgelig i evig frygt for at blive slået hjem. Tilsæt så muligheden for at kidnappe modstandernes brikker, en konge- og en dronningebrik, en ekstra ’Oduludo’-terning og en del flere symboler end den gode gamle globus og stjerne fra klassikeren. Alt dette skaber i begyndelsen en smule forvirring, men efter lidt spilletid øget spænding – ikke mindst hvis man er »monstertræt af Ludo«, som vores 7-årige testperson knastørt konstaterede. Undervejs løb vi dog ind i problemer: Spillets pointsystem er ikke umiddelbart gennemskueligt, og spillereglerne var ikke altid klokkeklare, hvilket hurtigt kan føre til væltede kaffekopper og ophidsede fagter, hvis Moster Gerda nægter at blive slået hjem af Onkel Svend, fordi reglerne kan fortolkes forskelligt. Sammenlignet med ’Ludo’ er ’Oduludo’ ikke helt så enkelt at gå til, men der er til gengæld skabt mere stemning og strategisk kolorit ved at give spillet et rumtema og en ekstra terning. Det er et stort hit hos børnene, der begejstret skreg »ODULUDO!!«, når de slog en modspiller hjem. Minusset er de langt flere regler, der skal jongleres med, men når den generelle forvirring har lagt sig, og man måske har gjort sig den umage at besøge websiden, så er de ekstra muligheder med til at give spillet mere dybde, for eksempel med dronningebrikken, der kan bevæge sig i begge retninger på brættet. Det kræver mandsmod at udvikle en opdatering af en sagnomspunden klassiker, men det er faktisk lykkedes godt for ’Oduludo’. Ikke at det er bedre end klassikeren, snarere et solidt sjovt alternativ. Dog er de 30 minutters spilletid, der angives på spilæsken, lidt af en underdrivelse: Gang ofte med to for at få et mere retvisende billede af spillets varighed.
Klassiker i nye klæder





























