Ganske som hovedvinderne i Independent Games Festival 2010 er de to vinderspil ‘Closure‘ og ‘Continuity’ inden for henholdsvis lyddesign og studenterspil to diametrale modsætninger til den kommercielle spilbranches besættelse af at stryge spilleren med hårene.
Begge spil er gratis, kan spilles i alle browsere, holdt i sort/hvid grafik og gør begge et forsøg på at innovere platformsgenren. ‘Closure’ er afgjort det mest dybsindige spil af de to, da hele dets grundlæggende spilmekanik er en parafrasering over den klassiske eksistentialistiske sondring: Eksisterer universet, når jeg kigger væk? Kernen er, at vi altid former vores egen virkelighed, når vi kigger på den, hvilket i ‘Closure’ er fortolket i samspillet mellem lys og mørke.



























