To knapper er alt. To knapper, der vipper hele den pangfarvede psykedeliske fantasiverden, hvorved ens deforme helt - en flydende rund blob som en sækkestol med øjne - kvabber sig igennem. Med gener fra gådespil som 'Mercury', 'Lemmings' og 'Super Monkey Ball' er 'Loco Roco' som at få en overdosis barnlig livsglæde skudt ind i venen. For mens man tilter sin afvæbnende søde og gelébløde blob igennem fem verdener med otte baner i hver, karver smilet sig fast i mundvigen. Og der bliver det, for i 'Loco Roco' er mål som styring uset selvforklarende: vip verdenen, så din blob spiser så mange blomster som muligt, hvilket feder den op, og guid hele molevitten i mål. Undervejs møder man slugter, blobspisende fjender og høje afsatser, men trykkes de to knapper ned samtidig, hopper blobben, mens en tredje knap får den til at dele sig op i en masse mini-blobber, når man skal kante sig igennem snævre passager. Har man travlt, kan man på få timer rulle alle banerne igennem, men nydelsen i 'Loco Roco' ligger i det enorme opbud af hemmelige baner, som man kun kommer til, hvis man leger sig frem og triller taktisk med sin blob. Desværre skal man så se sin blob blive druknet, stukket, mast, ædt og pint af såvel fjender som omgivelserne, og det med så stor udtryksfuldhed, at det gør fysisk ondt. 'Loco Roco' er rendyrket galskab og glæde. Enten rammer det som en tiltrængt knytnæve, der fostrer kærlighed fra første tril. Eller også ryger det hurtigt tilbage på butikshylden med et ryst på hovedet over, hvor bizart meningsløst og begrænset spillet i grunden er. I min kanon er 'Loco Roco' dog beviset på, hvad computerspil kan bedrive både æstetisk og underholdningsmæssigt, når de får lov til at kappe tøjlerne og tænke befriende anderledes. thomas.vigild@pol.dk