Hvis biografernes sommerpremierer hedder popcornfilm, må man hellere kalde ’Blur’ og ’Split/Second’ for popcornspil.
De sætter en ære i at være overdrevne og urealistiske, og de giver slip på alle den virkelige verdens begrænsninger. I prioriteret rækkefølge handler det om at give tilskueren fart, kollisioner og ødelæggelse.
Kør med eksplosioner om ørene
’Split/Second’ er som taget ud af filmverdenens sommerblockbusters med en nærmest ironisk distance til genrens berømte – nogen ville sige berygtede – forkæmpere.
Man kan fornemme Michael Bay bag kameraet, Jason Statham bag rattet og klichéerne systematisk afkrydset: en amerikansk storby præget af kaos, spontane eksplosioner og hurtige klip.




























