Nok er der vand, sand og sol, men et solidt strandspil kan sikre det høje humør på enhver strandudflugt.
Da vi tilbringer dage på stranden hver sommer, skulle man tro, at spilbranchen for længst havde øjnet store muligheder i at give strandtravere som frisbee’en og fodbolden konkurrence, men Lørdagslivs strandspilstjek viser, at konceptudviklingen inden for strandspil er begrænset. Derfor er hylderne i både specialspilbutikker og Toys R’Us også i år fyldt med genudgivelser af de seneste mange års klassikere, hvis det ikke skal være tvivlsomme legetøjsdiller, der ofte kun med nød, næppe og god vilje klarer at blive timefluer.
Vi har tjekket ti af sommerens legetøjsdiller samt en række egentlige udendørsspil til stranden. Klassikerne holder stadig bedst, mens meget af strandlegetøjet er præget af høj pris, tarvelig finish og lav holdbarhed.




























