Danske Counter-Strike-spillere i dramatisk OL-finale

Sølv. Selv om sølvmedaljen umiddelbart var en skuffelse, blev der også jublet undervejs i finalen. Foto: hltv.org
Sølv. Selv om sølvmedaljen umiddelbart var en skuffelse, blev der også jublet undervejs i finalen. Foto: hltv.org
Lyt til artiklen

Skud, blod og brutalitet var det intense omdrejningspunkt, da fem danskere jagtede en håndfuld ukrainere med skydevåben. Men heldigvis kun på skærmen.

Danskerne er fra computerlandsholdet, og i nat dansk tid kæmpede de i en dramatisk finale i skydespillet Counter-Strike ved OL for computerspillere i Los Angeles.

LÆS OGSÅ Danmark sender syv deltagere til OL i computerspil

Det blev til tre hårde set, som til det sidste bølgede frem og tilbage. Men efter cifrene 18-22 i afgørende set måtte de danske mænd erkende, at ukrainerne er verdens stærkeste i netop Counter-Strikedisciplinen lige nu.

»I min fire år lange karriere har jeg aldrig oplevet en finale, der var så intens. Men desværre tabte vi i overtid på den afgørende bane. Det var enormt ærgerligt«, siger den danske holdleder Alexander Holdt til Ritzau.

Ingen topplaceringen i andre computerspil

Og selv om sølvet er en hæderlig præstation, er det danske hold ikke i tvivl om, hvilken følelse der sidder i kroppen efter kampen.

»Når kampen er så tæt, så føler vi helt klart, at vi har tabt guldet. Vi var så tæt på, og vi er enormt kede af det«, siger Alexander Holdt.

Alexander Holdt vandt sølvet sammen med Danny Sørensen, Martin Heldt, Christoffer Sunde og Oliver Minet.

Danmark deltog også i bilspillet Trackmania, i strategispillet Warcraft og i musikspillet Guitar Hero, hvor det dog ikke blev til topplaceringer.

Én gang tidligere i Counter-Strike ved OL er det blevet til en medalje af guld, hvilket var i 2008, mens det i 2007 ligeledes blev til sølv.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her